Plader

31Knots: The Days and Nights of Everything Anywhere

Skrevet af Mads Jensen

31Knots er allerede klar med et fuldlængdealbum ovenpå efterårets ep. De fortsætter på samme måde som hidtil. Musikken er en blanding af en lang række genrer. Disse blandes til tider formidabelt og til tider mindre formidabelt. Pladen er dog så afgjort en interessant oplevelse.

Forudsat at man ikke kender musikken, der anmeldes i en anmeldelse, vil man gerne vide, hvordan den lyder. Det er så dét, man som anmelder må prøve at formidle. Hvad angår 31Knots, er den opgave imidlertid ikke let at løse. Udtrykket er særdeles varieret. Her er hyppige temposkift og genreskift – gerne i samme sang. The Days and Nights of Everything Anywhere er altså ikke en plade, man sætter på, når man skal slappe af på sofaen.
Pladen bevæger sig fra småpoppet lyd til math rock i løbet af sekunder. Det gør pladen spændende, men som på de tidligere 31Knots-udgivelser kan det også være med til at gøre pladen stresssende i længden.

Nogle gange er sådan en irregularitet – brud i harmonien – netop, hvad der gør et kunstværk interessant. Andre gange fungerer den slags afvigelser lige omvendt. Hos 31Knots forholder det sig på begge måder. Når numrene virker, er de spændende, og man må høre dem én gang til og så lige én gang mere netop på grund af variationen i form af tempo- og genreskift. Når numrene virker mindre godt, virker det belastende med alle de indtryk på samme tid. 31Knots’ musik virker til tider som et kolossalt maleri ophængt på et trangt kollegieværelse. Man kan se alle detaljerne, men man kan ikke rigtigt få overblik over, hvad der egentlig foregår på billedet.

Et nummer der fungerer godt er det relativt rolige “Savage Boutique”. Her er trommer og blæserinstrumenter de dominerende faktorer i lydbilledet, mens vokalen går fra det harmoniske og melodiske til en fabelagtig punket råben. Det er et ganske fabelagtigt nummer, som man sagtens kan tage sin højre fod i at stampe med på.

Mindre velfungerende er “Everything in Letters”, der starter med en 52 sekunder lang pauseskærmstone. Derefter står den på calypso, dog uden at hyletonen forsvinder helt, og uden at der kommer gang i nummeret. Nummeret ender bare som en træls pauseskærm, som man sagtens kunne have været foruden.

Det samlede indtryk ender måske netop med ikke at være særligt samlet. Pladen består af en masse vidt forskellige indtryk fordelt på 11 sange. Derfor ender man med at føle, at pladen er usammenhængende og samlet set en smule stressende. Det er ærgerligt, for man kunne sagtens stykke en interessant lille ep sammen af de gode numre. Ikke at pladen er dårlig. Det er den ingenlunde. Man kan bare ikke altid overskue at sætte den på, fordi man ved, man skal koncentrere sig for at få det fulde udbytte af den.

★★★★☆☆

Om skribenten

Mads Jensen

 

Biografi:

Jeg kom først sent til at høre god musik, om man så må sige. Som lille knægt syntes jeg, at Shakin’ Stevens og Tina Turner var ret godt. Senere var jeg lige inde over lidt euro-dance. Nu er jeg lykkeligvis blevet kureret og hører, hvad jeg vil kalde markant bedre musik. Jeg kommer fra Aalborg, men bor nu i Odense, hvor jeg læser filosofi med engelsk som tilvalgsfag. Mine interesser udover musik er primært litteratur og at skrive. En god diskussion om religion eller udenrigspolitik går jeg heller ikke af vejen for.

 

Hører i øjeblikket:

Santogold: S.t.

- En blanding af alt godt fra den dansable musiks verden. Jeg ved ikke, hvor godt den holder i længden, men lige nu passer den perfekt. MySpace.

Shivvers: Lost Hits From Milwaukees's First Family Of Powerpop: 1979-1982

- Nogen fortalte mig, det her er et godt powerpopalbum, men det kan siges meget kortere. Det er nemlig bare et godt album. Punktum. Det er banalt, sødt, happy-go-lucky og først og fremmest catchy. Det er lyden af alle teenage-forelskelser nogensinde. MySpace

Lisa Lisa & Cult Jam: This Is Cult Jam

- Nu hvor firsene bliver mere trendy by the second, så er det ganske oplagt også at kigge tilbage, når man skal ryste sin moneymaker. Latin freestyle går man aldrig fejl af, hvis man vil have bas og kitsch i stride strømme. Mindst af alle steder hos Lisa Lisa & Cult Jam. Can You Feel the Beat på YouTube.

Slapp Happy: Casablanca Moon

- Avantgarde-pop er det blandt andet blevet kaldt. Og det er både kantet og catchy. Dette album er fra '74, men det kunne ligeså godt være fra i år. Det er bare tidsløs god musik. Man kan fordybe sig idet, men også bare bruge det som baggrund.

Elysian Fields: Queen of the Meadow

- Åh! Den stemme! Så sexet, så lokkende. Elysian Fields kalder selv deres musik for noir rock, og det passer ret godt. Det er meget mørkt, drømmende og ikke mindst behageligt. En oplagt slappe-af-på-sofaen-plade.

 

Fem favoritalbums:

My Bloody Valentine: Loveless

Bruce Springsteen: Ghost of Tom Joad

M.I.A.: Kala

Emmylou Harris: Wrecking Ball

Blondie: Parallel Lines

Skriv et svar