Plader

Architecture in Helsinki: We Died, They Remixed

Skrevet af Anders Mortensen

De skamløst catchy australiere bliver udsat for en mere eller mindre elektronisk behandling på deres nyeste udspil. Som resultat svinger barometeret kraftigt mellem “innovativt” og “ligegyldigt”, og albummet ender som en fodnote.

Remixes hører sig til. De er i hvert fald svære at komme udenom. Et band udgiver en single, der bliver populær, og mange vælger B-siden fra til fordel for en tysk dj’s halvfærdige behandling af A-siden. Lidt elektronik bliver lagt til, og nummeret bliver mere dansabelt og/eller dubbet. Det kan i bedste tilfælde være med til at tilføre et nummer en helt ny dimension, og nogle remixes går da også hele vejen og bliver med tiden hyldet mere end original-nummeret. Andre gange er resultatet blot en bundsjat ligegyldighed. We Died, They Remixed er et fremragende eksempel på remixets veje og vildveje, da langtfra alt på denne plade egner sig til at blive hørt, men i stedet ender med at stå med et stort rungende “og?”.

Udgangspunktet er ellers virkelig, virkelig godt. Jeg er klar på duel med skarpladte våben mod de umanerligt kolde hjerter, der ikke finder Architecture in Helsinki’s musik dødeligt charmerende. Som en skøn blanding af traditionel indiepop, spontan korsang og dansesko var Architecture in Helsinki med til at sætte sommeren 2005 i gang, da de udgav In Case We Die – og det gjorde de uden at forfalde til det åbenlyst lalleglade eller ligegyldige.

Fornemmelsen for det skæve popnummer var overalt på albummet, og havde det stået til bandet selv kunne de være blevet meget større, for der er decideret radio-potentiale i gruppen, men det kom aldrig dertil, og Architecture in Helsinki er derfor lidt endnu det lille skønne band med det meget mærkelige navn. Nu bliver potentialet så endnu en gang sat fast med en remix-plade. Umiddelbart kan jeg sagtens se idéen. Der er så meget plads i musikkens sammensætning og lyd, at en legesyg remixer aldrig ville løbe tør for materiale, og flere af de indbudte er tydeligvis respektfulde over for Architecture in Helsinkis stemning.

Albummet lægger ud med et remix af mini-hittet “Do the Whirlwind” af Safety Scissors, som har givet nummeret en mere dæmpet produktion og en varmere vokal, der adskiller sig fra originalens kølighed, og det er et eksempel på det gode remix. Safety Scissors har tilført det eneste små-kolde nummer på pladen lidt varme og giver nummeret nyt liv på en gennemført diskret måde på trods af hiphop-elementer.

Andre kunstnere gør det allerede dansable band mere dansabelt og har helt utilsløret sigtet efter en clubstemning, uden at man får lyst til glowsticks og overdimensionerede sutter. Flere af disse numre fungerer bedre, end man havde turdet håbe på, og det bedste er, at Architecture in Helsinkis naivitet skinner igennem det polerede lag. Et remix, der rammer den gode ende af barometeret er Wait and Sees version af “Maybe You Can Owe Me”. Det går fra akustisk guitar over støj og rumlen til en tuba-sektion og er båret af en klar kærlighed til projektet, hvilket desværre ikke gælder for alle kunstnerne

33 hz-remixet af “It’s 5” er f.eks. en dødirriterende start-90’er-italo-disco-funk-guitar nytænkning af et af de klare højdepunkter på In Case We Died, og den fungerer bare ikke. “Fungerer ikke” er til gengæld en underdrivelse af de mere gigantiske, når det kommer til den rædsomme version af “Need to Shout”, som Mocky har remixet sig frem til. Midt i nummeret dukker der en rapper op, og hvad han laver der, er der ingen, der ved; mindst af alt ham selv at dømme efter hans rappen. Det er helt og holdent forfejlet.

Mockys remix er et godt billede på det overordnede indtryk af albummet: rodet. Ingenting hænger sammen, og der er ingen rød tråd, men det er selvfølgelig heller ikke meningen med en plade, der i bund og grund bare er remixes. Roderiet medfører bare en irriterende middelmådighed, der gør, at man hurtigt glemmer pladen og overgiver sig til de vidunderlige originaler.

★★★☆☆☆

Deltag i debat