Plader

Au Revoir Simone: The Bird of Music

Et sted mellem de glade 60’ere og de nedtrykte 80’ere har dame-trioen Au Revoir Simone slået sig ned for at servere sommerlig synthpop med et på én gang naivt og dekadent udtryk. Der er noget fortryllende over den særegne blanding af sorgløshed og håbløshed, og albummet er aldeles anbefalelsesværdigt.

En klokkeagtig intro. En triangellyd i baggrunden. Og så et brudt stykke keyboardlyd. Trommemaskinen, som fører tankerne hen på en usædvanligt rytmisk hjertebanken. Nu kommer vokalen. En skrøbelig lillepigestemme, som synger smukke, naive ting. Ingen kræfter, man er bevidst svagelig.

Nu bølger det af sted. »I was the lucky one / reading letters, not writing them.« Et fællessanglignende stykke følger. Tre vokaler må der være over de tre keyboards’ klokkelyde og det insisterende hjerteslag fra trommemaskinen, som stadig akkompagnerer.

Det første nummer på gruppen Au Revoir Simones nye album, The Bird of Music, er overstået. I al sin beskedne stilfærdighed er det en glimrende indledning til en plade, og uvilkårligt kommer man til at tænke på kirkemusik i moderne form. Men kirkemusik skal jo være hellig, og senere på pladen står det klart, at den afdæmpede prologs søde dysterhed så langtfra er karakteristisk for pladen i sin helhed, når det kommer til den lydmæssige side. Den er snarere præget af noget så underligt og dog velkendt som kombinationen af dekadent sorg- og håbløshed.
Således livsholdningen, som den udtrykkes i “The Lucky One”: »Let the sunshine, let it come / to show us that tomorrow is eventual / we know it when the day is done.« Er det lev-i-nuet-filosofi eller paranoia og frygt for fremtiden? På en eller anden måde må det være en kombination. Attituden, som lytteren præsenteres for ved denne begyndelse, og som ligeledes kan sammenfattes i ovenstående citat, hægter sig dog fast og udgør en rød tråd pladen igennem.

Det er moderne at signere sin musik med lån fra fortidige genrer, og den er Au Revoir Simone helt med på. Her er dog ikke tale om endnu en gruppe, som har opdaget, at der engang var nogen, der hed Joy Division. Nej, i stedet præsenteres vi for en sær hybrid, som udgøres dels af en solid bund af happy-go-lucky 1960’er-popsange, dels af kynisk synthpop. Det ene øjeblik befinder man sig blandt publikum under en optagelse til American Bandstand, det næste har man stjålet mikrofonen fra Alan Vega under “23 Minutes Over Brussels”.

De glade 60’ere og deprimerede 70-80’ere er for en del af pladen tilnærmelsesvist siet fra hinanden. Begge dele er til stede i samtlige numre, men i varierende grad. Der er altså både glade og triste numre. Nogle få gange er musikken dog så ligeligt inficeret af glæde og depression, at det bliver svært at afgøre, om Phil Spector-trommerne eller det inciterende, monotone New Order-keyboard dominerer.

Både hvad lyd og attitude angår, er det, når alt kommer til alt, vel nok rimeligst at placere synthpoppen i centrum, stærkt flankeret af det mere dur-prægede. Det skal dog bemærkes, at Suicide kun dukker op i meget korte glimt, og at de mere moderate 80’er-kræfter nok oftest har været på spil i studiet. Eksistensen af en minimalistisk “wall of sound” ville næsten også være for paradoksal.

Uanset hvornår inspirationen kommer fra, og om man får lyst til at danse eller at græde – alle kombinationer fungerer: Au Revoir Simones triple keyboard action er en fornøjelse fra start til slut. Bedst og mest interessant bliver det dog, når stilforvirringen er total som i den bemærkelsesværdigt betitlede “A Violent Yet Flammable World”. Her perfektioneres opskriften. Gode popmanerer indsvøbt i kold produktion går over i keyboardspiraler a la batik-t-shirt.

Samtidig suppleres musikken af den slags fantastiske naive sætninger, som i al deres tilsyneladende ligegyldighed og i kombination med musikkens åbenlyse mangel på idealisme udmærket gengiver den meningsløshed, kombinationen af modsætningerne udgør.

»If you feel compelled towards me / then it’s just gravity,« lyder det i pladens sidste nummer, “The Way to There”. Men jeg tror altså snarere, at det må have noget at gøre med den der skrøbelige stemme og håbløsheden, der ligger bag den. I hvert fald går man ikke uberørt fra et møde med Au Revoir Simones innovative sommersynth.

★★★★★☆

Leave a Reply