Plader

Caufield: I Love the Future!

Skrevet af Lasse Dahl Langbak

Danske Caufield kan vist ikke bestemme sig for, om deres musikalske udtryk skal være en dyster eller en dansabel opdatering af 80’ernes britrock. Debuten I Love the Future! er derfor endt som en ordinær og halvkedelig mellemting, der hverken går i hoved eller krop.

Før jeg fik stukket I Love the Future! i hænderne, var mit kendskab til Caufield ikke-eksisterende. Det har kun ændret sig en smule, efter at jeg har hørt pladen, for jeg er ikke blevet meget klogere på, hvor det debuterende københavnerband vil hen med deres musik.

Heller ikke idéen bag bandnavnet har jeg fundet nogen forklaring på. Selv om stavemåden er anderledes, får det mig dog til at tænke på Holden Caulfield, hovedpersonen i J.D. Salingers klassiske ungdomsroman, Catcher in the Rye. Holden føler stor lede ved alt og alle, der i hans optik er phony. Og hvis det var i dag, han gennemgik sine kvaler med at blive voksen, ville han højst sandsynligt også have taget afstand til sine næsten-navnebrødre i Caufield. For deres opdatering af 80’ernes britrock er om noget falsk og forstillet.

Caufield åbner ellers I Love the Future! i fin stil med den mørke og stilsikkert udførte “Bouncer”. Hoppende basgange og kontante guitarriffs slår rytmen an og bliver viklet ind i velplacerede synthlyde, som til sidst bliver ret udsyrede og foruroligende. Nummeret bliver overgået af “Shame”, som med god grund er valgt til førstesinglen, for det er pladens ubestridte trumfkort. Det er ganske simpelt et effektivt guitarrocknummer med en stærkt smittende melodi. Og i modsætning til pladens generelle tendens undgår “Shame” at fremstå som en undskyldning for at nå omkvædet, som over næsten hele linjen blot består af en kedsommelig gentagelse af en enkelt frase.

På vokalfronten har forsanger Jannik Tai Mosholt tillagt sig en britisk accent, som især i “Shame” læner sig ualmindelig meget op ad Robert Smith. Isoleret set fungerer dén stemmeføring fint, for Mosholt lægger sig ikke plagierende tæt på The Cure-forsangeren. Men i de andre numre lyder han anderledes, og derfor virker det tilstræbt. Og det bliver kun værre af, at vokalens danske ophav ikke lader sig skjule trods den tilstræbte engelske accent. Caufield foregiver at være britiske i sit udtryk, men dét falder fuldstændig sammen. Det skyldes ikke kun vokalen, men i endnu højere grad selve musikken.

Caufield har placeret sig mellem to udtryk, og de formår ikke at formidle nogen af dem. Her er tegn på den mørkere og mere dystre del af 80’ernes engelske postpunkscene, men den sorte kulør, som melodierne i så fald skulle være dyppet i, er blevet kedelig grå. På den anden side vil Caufield vist allerhelst være et udadvendt og dansabelt band. Trods gode kantede rytmer spredt rundt på pladen (eksempelvis basgangen i “Just Another Day”), mangler Caufield dét, der kan rykke i fødderne: stærke melodier tilsat funky basrytmer eller ringlende guitarfigurer. Musikken er for ordinær og ender som en halvkedelig omgang poprock af mellemste skuffe. Sangenes melodiske kraft er ikke stærk nok til at hænge ved særlig længe, men de omkvædsstræbende numre er alligevel gode nok til at kunne få en del airplay.

I Love the Future! er hverken en mørkt dragende eller udadvendt dansabel plade. Derfor er det ikke til at sige, om det er kroppen eller hjernen, Caufield forsøger at påvirke. Sikkert er det til gengæld, at de ikke rammer nogen af delene.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat