Plader

Cold War Kids: Robbers & Cowards

Skrevet af Lasse Dahl Langbak

Nathan Willett har en stærk soulet vokal, som virkelig brænder igennem og derfor burde være Cold War Kids’ store force. Det er bare ikke tilfældet, da bandets primitive spillestil ikke giver ham noget modspil. Vokalen fylder alt i sangene, og den ender med at irritere mere, end den imponerer.

Om man kan lide forsangerens stemme, kan i nogle tilfælde være afgørende for, om et band falder i ens smag. Jeff Mangums stærkt følelsesladede vokal har uden tvivl fået mange til at tage afstand fra Neutral Milk Hotel. Og de, der ikke kan snuppe Alec Ounsworths skæve skærebrænderstemme, har næppe fundet nogen større fornøjelse ved at høre Clap Your Hands Say Yeah.

Personligt har jeg ingen problemer med særprægede sangstemmer. Tværtimod. Derfor troede jeg ikke, at en vokal kunne være nok til at spolere en hel plade for mig. Men så hørte jeg Cold War Kids’ forsanger, Nathan Willett, og han har virkelig fået mig på andre tanker. Hans lettere nasale soulstemme, der lyder som en blanding af Jeff Buckley, Jack White og Adam Levine fra Maroon 5, er egentlig god og karismatisk. Alligevel fremstår vokalen irriterende, da al fokus på Robbers & Cowards er rettet mod Nathan Willett, mens resten af bandet er reduceret til ren baggrundsstøj.

Robbers & Cowards, der er Cold War Kids’ debutplade, udkom allerede i USA sidste år, og det er med en god portion hype i ryggen, at pladen nu udgives i Europa. Og ligesom mange andre bands, som en stor broget flok på demokratisk vis har udpeget som det næste store navn, er Cold War Kids’ output ikke nyskabende, men fyldt med genkendelige toner. Det er groft skitseret ærkeamerikanske genrer som country, folk, blues og soul tilsat en sjat skæv indierock, som de fire californieres overvejende religiøse tekster er pakket ind i. Resultatet er egentlig ganske godt, men alligevel langt fra overbevisende.

“We Used to Vacation”, “Hang Me Up to Dry” og “Hospital Beds” hører blandt de numre, som har givet Cold War Kids stor omtale. Det er ved de første par lyt forståeligt, for det er de numre, der i første omgang stikker mest ud. Et smittende guitarriff i “Hang Me Up to Dry” gør sit til, at dét nummer fænger, mens Nathans Willetts intense vokal virkelig brænder igennem i alle tre sange.

Men hans sangforedrag trætter i længden, da han befinder sig forrest i et lydbillede, hvor gentagne tromme- og basrytmer, der stamper af sted, fylder allermest, og hvor instrumenter med et melodisk ærinde nærmest bliver druknet. De ringlende guitarfigurer og små klaverstykker, der trods alt blander sig i de ellers forudsigeligt monotone rytmer, ligger generelt for lavt i lydbilledet. Man fornemmer, at Cold War Kids er et idérigt band, men det hjælper ikke meget, når det er så forsigtigt fremført og produceret, at idéerne slet ikke kommer til deres ret. Nathan Willett får i hvert fald ikke meget modspil, så det er hans stærke stemme, der skal bære sangene i land. Men det nasale og pitchede i hans stemme bliver til sidst et stort irritationsmoment, så Cold War Kids taber på, at de ikke slipper de musikalske tøjler.

“Robbers” og “Pregnant” gør heldigvis en del for, at det er til at holde ud lidt længere. Her synger Willett anderledes slæbende og halvskævt, hvilket giver de to sange en røgfyldt 40’er-jazzklub-stemning. Men ellers er det gældende for pladen, at instrumenterne fylder for lidt og vokalen for meget. Det er dødsgangshymnen “Saint John” skyldig i, da den ellers gode White Stripes-klingende melodi nærmest kun bliver fremført af Nathan Willett – dog bakket op af et glimrende kor. Instrumenteringen består blot af en skramlet tromme og en tamburin, som ikke gør andet end at slå den samme rytme igen og igen. Endda uden at slå ordentligt igennem.

Robbers & Cowards, der med undtagelse af to nye sange samler op på Cold War Kids’ to seneste ep’er, indeholder nogle stærke sange. De skiller sig bare ikke nævneværdigt ud fra hinanden, og de er derfor ikke svære at blande sammen. Mere variation eller bare mere pondus i den primitive spillestil er virkelig ønskeligt. På Robbers & Cowards føler man sig egentlig bare bænket til Nathan Willetts irriterende prædiken.

★★★☆☆☆

Deltag i debat