Plader

The Decemberists: The Crane Wife

Historierne er ikke blevet mindre bloddryppende, mens der er lidt andre boller på lydsuppen. Men selv om det skæve, charmerende og udadvendte er tonet en anelse ned, har The Crane Wife masser at byde på, ikke mindst på melodisiden

The Crane Wife er knap så gennemsyret af de søulkehistorier og ærkebritiske vokalarrangementer, som i så høj grad har været en del af The Decemberists’ bagkatalog. Kontrasten mellem sigøjnerkompositionerne og den stive engelske accent fylder ganske enkelt mindre. Bandets fjerde udspil peger mere i retning af progrocken med en anelse inspiration fra Led Zeppelin og The Who, hvilket også betyder, at bandet ikke fokuserer helt så meget på blæser og strygersekvenser, men i stedet på orgel og guitar.

Der er dog på ingen måder sket en revolution, for man kan stadig høre og genkende bandets varemærker: kammerpop- og folktendenser samt et tekstunivers spækket med myter og fantasifulde referencer. Sangskriver Colin Meloys røverhistorier er fortsat ikke for sarte sjæle, men de skæve arrangementer er blevet mere ordinære end tidligere, og The Crane Wife skal i højere grad ses som et album, der kræver, at man lytter godt efter. Et tragisk japansk sagn om grådighed og nysgerrighed danner rammen om de 10 fortællinger, der byder på lige dele krig, mord, og voldtægt – som i visen “Shankill Butchers”: »The Shankil Butchers ride tonight / You better shut your windows tight / They’re sharpening their cleavers and their knives / And taking all their whiskey by the pint / They used to be just like me and you / They used to be sweet little boys / But something went horribly askew / Now killing is their only source of joy.«

Måske vil nogle Decemberists-tilhængere hænge lidt med næbbet efter The Crane Wife. For hvis man blev blændet af den charmerende og teatralske Picaresque fra 2005, kræver The Crane Wife lidt tilvænning. Men evner man at skille tingene ad, er The Decemberists’ seneste udspil altså en fremragende plade, der fortjener mange timer i afspilleren.

Ud over at Meloys historier er noget for sig, evner bandet at sammensætte kompositioner, der varierer gennem hvert enkelt nummer. Der er selvfølgelig en del plads at lege på, når man har to numre, der hver især varer 12 minutter. Men det er ikke kun den tredelte “The Island…” og “The Crane Wife”, der bærer pladen.
Et nummer som “The Perfect Crime #2” kommer nærmest til at lyde som et gammelt disconummer, hvor bassen støder heftigt sammen med trommer, der hopper og danser med et groovy orgel og en melodisk guitar. Den poppede og harmonikabaserede “Summersong” er som et lys blandt alle skæbnefortællingerne, mens der er langt mere folk inspiration i “Yankee Bayonet (I Will Be Home Then)”, der er en skøn og ligefrem ørehængerduet med Laura Veirs.

The Decemberists giver os murderballads og makabre vuggeviser, som er tilrettelagt og arrangeret yderst smukt. Det drejer sig ikke udelukkende om de livsvigtige hooks eller skæve melodier, men i langt højere grad om en helhed. En helhed, som skabes af Colin Meloys idérigdom, kreativiteten i kompositionerne og en lyst til at lege med den gode melodi.

Det er der kommet en fantastisk plade ud af. Et gadekryds af melodisk dynamik, der viser, at The Decemberists ikke har tabt pusten – tværtimod. Men de bevæger sig i et lidt andet luftlag, og det skal man vænne sig til. Det er så absolut umagen værd.

★★★★★☆

Deltag i debat