Plader

The Defectors: Bruised and Satisfied

Skrevet af Martin Laurberg

Hvordan kommer døde bøller i kontakt med deres lige så afdøde kærester? Dette og mange andre horror-spørgsmål giver danske The Defectors svar på med albummet Bruised and Satisfied. På ny serverer de kontant gyser-garagerock, og endnu en gang er det solidt og godt.

I åbningsnummeret “Welcome All Sinners” på The Defectors’ fjerde plade, Bruised and Satisfied, lover frontmand Mort Harder, at lytteren vil blive præsenteret for en saftig blanding af kærlighed, kirkegårde, smerte og spøgelser. Scenen er sat til en omgang hårdkogt gyser-garagerock, hvilket vist efterhånden er blevet The Defectors’ varemærke. Deres karakteristiske cocktail af hylende Farfisa-orgel, primitive fuzzguitarriffs og Harders brølende og gurglende hulemandsrøst danner det perfekte grundlag for gyserstemning.

Bruised and Satisfied er en konceptplade, hvor første halvdel er tænkt som horror-delen, mens anden halvdel er mere straight garagepunk (på LP’en er det hhv. side A og B). Numrene på horror-delen handler typisk om emner som spøgelser og gengangere. “Resurrection” – et af pladens klart bedste numre – er f.eks. en aparte kærlighedshistorie om en død bølle, der genopstår, fordi han savner sin afdøde kæreste. Han løber imidlertid ind i problemer, fordi han ikke kan finde kærestens lig. I den forbindelse lærer man en vigtig lektie om kærlighed efter døden: »Resurrection without you ain’t no fun!«

På første halvdel af Bruised and Satisfied får man seks fortællinger fra det hinsides, som er ret stærke. Men mens teksterne og gyserstemningen er helt i top, kommer det hele alligevel undertiden til at virke lidt trægt. Det gælder ikke mindst det fem minutter lange titelnummer, der er en ret ensformig og ikke særlig inspireret traver om en sadist med et betragteligt lem. Når man lytter til første halvdel, får man engang imellem en fornemmelse af, at der er brugt mere krudt på stilovervejelser, små detaljer og indstilling af effektpedaler end på sangskrivning, og det er ærgerligt.

Det betyder lidt overraskende, at pladens anden halvdel med de mere straight garagerocknumre (der i virkeligheden også er ret gyseragtige) nærmest kommer til at virke stærkere end gyserdelen, som ellers umiddelbart virker mest tillokkende. Ganske vist handler sangene på anden halvdel om mere velkendte/gennemtærskede garagerockemner såsom hurtige biler og damer. Men for det første har The Defectors en udpræget sans for at være idiotiske på en god måde – her er f.eks. forklaringen på, hvorfor det er irriterende, når ens kæreste skrider: »Baby, when you’re gone, cheatin’ ain’t no fun (I can fool around with anyone!)« Og for det andet er numrene virkelig slidstærke. Det ultimative højdepunkt er “You Better”, som er en kontant powersang, der har alt: et catchy riff, syret orgel, mod-agtigt guitarspil, benhårde trommebreaks og Mort Harder i topform. Der er ikke én overflødig detalje. Supergodt!

Man kan klandre The Defectors for forskellige ting. Træghed er én af dem. Man kunne også beskylde dem for at være lige lovlig poppede i numre som “Dancing Ghouls” og “The Final Thrill”. Men det ændrer ikke på, at Bruised and Satsified over en bred kam er en rigtig god plade. Ingen er bedre til at lave gyseragtig punkrock.

★★★★☆☆

Deltag i debat