Plader

Dragontears: 2000 Micrograms from Home

Skrevet af Martin Laurberg

Baby Woodrose- og On Trial-sideprojektet Dragontears syrer godt og grundigt ud – og dét endda på en endnu mere bevidsthedsudfordrende måde, end man kunne have ventet. Resultatet er en stærk plade, hvor man dog hist og her godt kunne have ønsket sig lidt mere nyt under solen.

Dragontears er et psykedelisk superprojekt, som opstod, da Baby Woodrose og et par On Trial-relaterede guitarister i ugen mellem jul og nytår 2005 skrev og indspillede en håndfuld jambaserede syrenumre. Bad Afro udsender nu resultatet i form af det bevidsthedsudvidende album 2000 Micrograms from Home.

Det er et udspil, der falder på et tørt sted. Ikke kun fordi det er en virkelig fed plade, men også fordi den er vildt udknaldet i forhold til, hvad man kunne forvente. De seneste albums fra Baby Woodrose og On Trial, hhv. Love Comes Down og Forever, har været ret professionelle og fokuserede. I forhold til det er Dragontears klart mere syret og flippet. Man kan måske se det som et slags freak out-supplement til medlemmernes lidt mere strømlinede hovedprojekter (Det gælder dog ikke for den tidligere On Trial-guitarist Morten Aron, som spiller med i Dragontears – hans seneste plade Among the Dead fra 2003 er alt andet end strømlinet).

2000 Micrograms from Home er lidt af en blandet landhandel. Fælles for alle numrene er, at de bevæger sig inden for, hvad man kan betegne som tjaldet hippierock. Der er hele tiden masser af boblende ekkoguitar, baglæns riffs og udsvævende lydeffekter, og generelt er der en ret tilbagelænet stemning. Men på trods af de gennemgående træk er det en ret varieret plade.

Åbningsnummeret “Microdot” består af akustisk guitar, orgel og Lorenzo Woodroses karakteristiske sangstemme, alt sammen tilsat syrede guitareffekter. Det er en virkelig smuk sang, som udgør pladens hippiemæssige højdepunkt (i hård konkurrence med “Hobittens drøm”). Endnu bedre bliver det, når man kommer til “Borderline”, der lyder som et af Baby Woodroses mere poppede numre tilsat orgel og trommemaskine. Der er nærmest tale om et regulært pophit. Et andet højdepunkt er den udsyrede og LSD-agtige “Doubtstains”, hvor et trippet trommebeat blander sig med klokkespil, ekkoguitarer og et soulfuldt kor. I det hele taget er der ikke rigtig nogle svage punkter – det skulle da lige være afslutningsnummet “Heliodrone”, der er et kort og lidt ligegyldigt feedbackstykke.

2000 Micrograms from Home har alt, hvad der er fedt ved Baby Woodroses og On Trials form for syrerock – udflippet guitar og en ubøjelig vilje til at kokse ud blandet med melankolsk alvor. Det er rigtig godt.
Når jeg alligevel tøver lidt med at strø om mig med lovprisninger, skyldes det, at der ikke er så meget nyt under solen. Dragontears lyder rigtig meget som dét, det er: fællesmængden af Baby Woodrose, On Trial og Spids Nøgenhat – det tidligere projekt med stort set samme besætning, der udsendte superpladen En mærkelig kop te for nogle år siden. Nu er der jo ikke nogen, der har bestemt, at man hele tiden skal finde på noget nyt. Men måske er gentagelserne alligevel lidt for tydelige her. For eksempel lyder “Hobittens drøm” mistænkeligt meget som “Det psykedeliske tapet” med Spids Nøgenhat.

Kort sagt: Dragontears’ 2000 Micrograms from Home er en fed plade, der endnu en gang viser, hvor meget god musik, der gemmer sig i hovederne på mændene bag Baby Woodrose og On Trial. Men den er ikke fuldstændig essentiel og uomgængelig.

★★★★☆☆

Deltag i debat