Plader

Nicolai Dunger: Rösten och Herren

Nicolai Dunger er dykket ned i den svenske visetradition, og frem er kommet et stemningsfyldt, men desværre også noget ensformigt album. Dungers mildt desperate stemme og musikkens overbevisende inderlighed gør dog Rösten och Herren til en udmærket oplevelse.

Svenske Nicolai Dunger har tidligere arbejdet sammen med så prominente navne som Will Oldham samt Grasshopper og Jonathan Donahue fra Mercury Rev, og det må siges at være lidt af en blåstempling. I hvert fald hvis man sætter sit kvalitetsbarometer efter vejrforholdene i den dystre alt. country- og småpsykedeliske indie-verden. Men på Rösten och Herren finder man hverken alt. country, selv om stemningen på albummet godt kan lede tankerne hen på førnævnte Bonnie ‘Prince’ Billy, eller småpsykedelisk indie, men derimod en ordentlig omgang svensksprogede viser.

At sangene er svensksprogede, er vigtigt for forståelsen af Rösten och Herren. Albummet befinder sig inden for den helt særlige svenske visetradition, som Cornelis Vreesswijk er den mest kendte eksponent for. Som Nicolai Dunger selv sagde i et interview til det svenske jazz- og folkmagasin Lira i forbindelse med udgivelsen: “Der findes svensk folk- og troubadurmusik, som man ikke kan lave på engelsk, og på det her album findes der koblinger til den, som er særdeles tydelige.”
Efter sigende skulle teksterne desuden være særdeles personlige, hvilket jeg dog med mine svenskkundskaber må sige mig ude af stand til at vurdere. Rösten och Herren er Nicolai Dungers første album med egne svenske tekster, men han tog allerede tilløb sidste år, hvor han udgav albummet Nicolai Dunger sjunger Edith Södergran med tekster af den finsk-svenske modernistiske digterske af samme navn.

Rösten och Herren er et særdeles afdæmpet album. Inderligheden er albummets absolutte styrke, og dette skyldes ikke mindst Dungers let desperate stemme. Albummet igennem befinder den sig helt fremme i lydbilledet, ofte tilsat en diskret rumklang, der tilfører vokalen en dysterhed, som bringer tankerne hen på Leonard Cohens mesterværk Songs of Love and Hate.

Sådan som visetraditionen foreskriver, er den akustiske guitar det klart dominerende instrument i de 13 sange, dog med enkelte undtagelser, hvor klaveret er bærende. I nogle af numrene er guitaren det eneste instrument, i andre bakkes den op af akustisk bas, klaver, trommer eller violin, men altid diskret – og dette giver en meget homogen lyd. Produktionen er nøgen på en elegant måde, så det velspillede og inderlige går hånd i hånd album,et igennem. Man kan høre fingrene løbe hen over guitarens strenge, samtidig med at man aldrig er i tvivl om, at musikerne virkeligt mestrer deres instrumenter.

I længden bliver lyden dog lidt for homogen, og albummet kommer til at virke ensformigt. Denne ensformighed har ganske vist gjort, at jeg ved nogle gennemlytninger er kommet ind i en nærmest arkaisk stemning, på én gang fatal og uskyldig, mens den andre gange har gjort, at Rösten och Herren er blevet til et lydtapet uden den helt store gennemslagskraft, hvilket lidt mere variation måske kunne have givet.

Derfor er det svært at fremhæve ét nummer frem for et andet, da alle numrene indgår i en homogen masse, hvor yderpunkterne går fra det let folkede til det let jazzede. Jeg vil alligevel gøre forsøget og give “Griften i älven” et plus. Nummeret åbner med Dungers stemme, der klagende synger titlen for derefter at gå over i luftig guitar-picking over en let rislende melodi. Her går inderlighed og melodi sammen og skaber et virkelig stærkt nummer. Også den klaverbårne “Rulla mig”, der har en stemning som et spøgelseshus, er et glimrende enkeltnummer.

Nicolai Dunger har begået et charmerende album, der vender sig væk fra de amerikanske bekendtskaber som Oldham og Mercury Rev og hen imod, eller snarere tilbage imod, den svenske visetradition. Forsøget er gennemført eksekveret, og til tider føler man, at man befinder sig midt i et gammelt, støvet svensk radioprogram. Det forholder sig dog også med Rösten och Herren som det gør med gamle, støvede svenske radioprogrammer: Trods charmen og den røgfarvede stemning kan det af til blive en smule ensformigt.

★★★★☆☆

Deltag i debat