Plader

The Earlies: The Enemy Chorus

Skrevet af Rasmus Bækgaard

Engelsk-amerikanske The Earlies vender tilbage med et album, der på fornem vis blander elektronik og akustiske instrumenter i en fremragende produktion, men man sidder også lidt for meget tilbage med fornemmelsen af at have hørt det før.

For et par år udsendte The Earlies det fremragende album These Were the Earlies. Pladen viste en gruppe, der formåede at få det eksperimenterende til at gå hånd i hånd med gode melodier og psykedelisk melankoli – ikke dårligt for et band, der angiveligt havde indspillet en del af materialet uden nogen sinde at have mødt hinanden i virkeligheden. Og så var pladen ikke engang et rigtigt album, men bare en samling af ep’er, og man kunne derfor forvente et snarligt rigtigt album. Det lod imidlertid vente på sig, og da gruppen aflyste en række koncerter på bl.a. Loppen, kunne man frygte, at titlen These WERE the Earlies skulle tages meget bogstaveligt.

Nu et par år efter er der så endelig nyt fra gruppen, og The Enemy Chorus følger fint trop oven på successen og formår uden at være en gentagelse at ligge i naturlig forlængelse af forgængeren.

Alligevel kan The Enemy Chorus ikke helt leve op til forgængeren. Den nye plade er nogle steder blevet udråbt til noget nær et mesterværk, og det kan den ikke bære. Den er glimrende, men den betræder også et musikalsk landskab, der efterhånden er besøgt mange gange. The Earlies lægger sig stilistisk ret tæt op ad Mercury Revs grandiose melankoli og især The Flaming Lips’ eksperimenter og befinder sig derfor i et område, der omkring årtusindeskiftet var det helt hotte. Dengang, hvor indierockscenen med netop Flaming Lips og Mercury Rev i spidsen fandt ud af, at man faktisk kunne udnytte studiets tekniske muligheder som et musikalsk virkemiddel uden at lyde som overproducerede 70’er-mastodonter eller som et hult ekko af 80’ernes plasticlyd. På samme måde er der lidt en fornemmelse af den fremtidsforskrækkelse, der prægede mange plader fra kort før årtusindeskiftet.

Men nu skal det ikke lægges The Earlies alt for meget til last, at der er nogen, der har opfundet musikken før dem, for der skal ikke herske tvivl om, at The Enemy Chorus er en god plade. Selv om stilen ikke er radikalt ændret, er der i modsætning til på forgængeren i højere grad en skiften mellem de stille sange og uptemponumre. Det ses allerede i første nummer “No Love in Your Heart”, der slår en mere dansabel rytme an med et technobeat og jungletrommer. Men samtidig er der også en underliggende rolig ambient fornemmelse, blandt andet som følge af den melodiske vokal og klaveret, der gemmer sig langt tilbage i lydbilledet. Det forholdsvist høje tempoet fortsætter i “Burn the Liars”, der lyder som en medrivende opspeedet march.

Noget af det, som er blandt The Earlies’ helt store styrker, er evnen til at få de elektroniske virkemidler og traditionelt håndspillede instrumenter til at gå hånd i hånd. Et klasseeksempel på dét er titelnummeret, hvor bunden lægges af en stramt styret organisk trommefigur, der blander sig med masser af elektroniske effekter. Produktionsmæssigt er dette et virkelig fremragende nummer og på den måde en rigtig god repræsentant for pladen. På The Enemy Chorus viser The Earlies, at de har fuldt ud styr på sine virkemidler, og pladen er forrygende godt produceret. Det betyder, at numrene har en masse lag, hvor man gang på gang støder på nye ting, hver gang man lytter. Den gode produktion sikrer, at de mange lydindtryk ikke bare smelter sammen til en stor udefinerbar masse af lyd.

The Enemy Chorus er på en gang både en afvekslende, men også meget sammenhængende plade. Foruden de føromtalte mere energiske næsten dansegulvsagtige numre byder “The Ground We Walk On” og den instrumentale “Gone for the Most Part” på en næsten meditativ stemning, mens “Foundation and Earth”, der næsten brutalt afbryder stemningen på den førnævnte instrumentalpassage, byder på et instrumental freak-out. Dette nummer er desværre også efter min mening pladen svageste indslag. Det starter for så vidt godt nok med en slags elektronisk opdatering af soul-funk, men undervejs udvikler nummeret sig til instrumental ekvilibrisme af den slags, der får tankerne lidt for meget hen på 70’ernes fusions-rock.

Men The Earlies vender heldigvis tilbage og får med et par rigtigt stærke numre afsluttet pladen på fornem vis. Især skal her fremhæves den dystre “Broken Chair”, der er en helt ekstremt smuk komposition, hvor produktionen igen løfter musikken et par klasser. Men også “When the Wind Blows” er glimrende. Her er det samspillet mellem de aggressive rytmer, som spiller op mod resten af musikken, der er det bærende, og hvis nogen skulle være i tvivl om et musikalsk slægtskab med Flaming Lips, bliver det i hvert fald cementeret her.

The Earlies har lavet et rigtigt stærkt album, der lægger sig flot i den musikalske tradition, som de førnævnte inspirationskilder har slået an. Men på trods af den høje kvalitet sidder man trods alt lidt for meget med fornemmelsen af, at det hele er hørt før. The Enemy Chorus kommer derfor til at lyde en lille smule gammeldags og 90’er-agtig, men omvendt kan det ikke vare længe, før retrobølgen er nået dertil.

★★★★½☆

Lyt til “No Love in Your Heart”:
[audio:http://www.scjag.com/mp3/sc/noloveinyourheart.mp3]

Deltag i debat