Plader

Funkstörung: Appendix

Skrevet af Mikkel Arre

Dette er den sidste Funkstörung-udgivelse nogen sinde. Duoen er nemlig holdt op med at være en duo, og at dømme ud fra denne remixopsamling er det nok ikke helt skidt, at de to skilles. Selv om de bestemt rammer plet hér og dér, er deres insisterende energiniveau en anelse trættende.

Sidste år kastede tyske Funkstörung håndklædet i ringen. Eller også kastede Michael Fakesch og Chris de Luca ting meget hårdt efter hinanden. Efter 12 år som en duo kunne de to ikke længere samarbejde – eller rettere var det blevet så umuligt, at det ikke kunne blive ved med at gå.

Appendix er en slags nekrolog, samtidig med at den samler op på et par håndfulde af Funkstörungs remixes fra det 21. århundrede. Eller måske er det snarere numre, som de to har lavet hver for sig og derpå udgivet under det fælles navn. Når man besøger Funkstörungs Myspace-side, kan man i hvert fald konstatere, at kun Chris de Luca er krediteret for at have remixet de numre med Phon.o, Beanfield og The Raveonettes, der er endt på Appendix.

Uanset om de to har kunnet enes om at remixe sammen eller ej, markerer Appendix ikke nogen deciderede revolutioner hos Funkstörung. Heller ikke i dette årtusinde har duoen lagt skjul på deres betydelige forkærlighed for Autechre. Der er stadig masser af beats, der lyder som snurrende robotarme med knirkende led, og ikke mindst i den afsluttende udgave af Richard Devine-nummeret “Sigstop” er opbygningens kompleksitet helt på højde med det mest snørklede materiale fra Autechre.

Men selv om Appendix altså ikke viser Funkstörung fra helt nye sider, sporer man alligevel nogle tendenser, som blev tydeligere i de sidste år af duoens levetid – tendenser, der ikke just får én til at begræde, at duoen ikke kommer til at producere mere. Den mest iøjnefaldende er, at Funkstörung i næsten alle pladens numre læner sig meget op ad de oprindelige kompositioner. Mest problematisk er det i den mildt sagt tamme nedbarbering af Lamb-nummeret “Heaven”, hvor Lou Rhodes’ vokal får lov at stå helt uberørt midt i en flok intetsigende programmeringer.

“Heaven”-remixet kommer heller ikke til at lyde bedre af at ligge lige efter pladens ældste og bedste nummer, en fantastisk udgave af Björks “All Is Full of Love” fra Homogenic. Her sakser duoen Björks vokallinjer i stykker og skaber så en helt ny melodi ved at sætte dem sammen i en ny rækkefølge. Remixet er ét langt kærligt benspænd mod originalen, og ud over at det i sig selv er yndigt og melankolsk, kan man nyde, hvor dygtigt Funkstörung har programmeret de klikkende beats. For selv om der er hektisk aktivitet i maskinrummet, hviler der stadig en vis ro i nummeret.

Men begrænsningens kunst er der ellers ikke meget af på Appendix. For det meste skruer Funkstörung op for det oprindelige nummers energi, og fordi dét som oftest inkluderer voldsomt opklippede og findelte beats, der ikke levner meget luft i lydbilledet, ender det tit med, at remixet føles overlæsset. De Lucas Phon.o-remix bliver f.eks. virkelig belastende pga. den hvileløse sønderskydning af Kevin Blechdoms i forvejen småhysteriske vokal.

Strategien med at øge energiniveauet lykkes langt bedre i Nils Petter Molvær-remixet, hvor hans luftige acid-jazz kommer til at smage mere af acid-house. Netop de summende synths, der vrider sig på bedste start-90’er-manér, gør, at beatet for en gangs skyld ikke skal fylde hele lydbilledet næsten helt alene.

The Raveonettes får den omvendte behandling, og det går så godt med at suge tempoet ud af “Love in a Trashcan” og på den måde understrege samspillet mellem Sune Wagner og Sharin Foos vokaler, at Funkstörung med fordel kunne have overvejet at arbejde lidt mere på den måde. For som helhed er Appendix ikke videre tilfredsstillende – snarere lige lovligt svingende. For Funkstörung-kendere er der ikke det helt vilde at komme efter, mens novicer snarere skal starte med remixalbummet Additional Productions fra 1999.

★★★☆☆☆

Deltag i debat