Plader

Grinderman: s.t.

Skrevet af Søren Jakobsen

I en tid, hvor selv Metallica er blevet bange for at bande og drikke, er det vidunderligt at høre Nick Cave og hans håndgange mænd kombinere begge dele med en håndfast omgang bulder-rock af den seksuelt frustrerede slags.

Mange ting er sket som følge af et godt overskæg. Chuck Norris ville ikke kunne have lavet et ordentligt cirkelspark uden det overskæg. Hitler, Stalin, Uffe Ellemann og B.S. Christiansen ville ikke have haft samme greb om masserne, var det ikke for de overskæg.
Af selv samme årsag kunne det vække en del forundring og frygt, da Australiens mest åbenlyse kandidat til eventuelle roller som Satan, Nick Cave, dukkede op på et promotionfoto sammen med en decimeret udgave af hans mangeårige husorkester, The Bad Seeds. Ikke længere blot som Nick Cave & The Bad Seeds, næh, nu var dagsordenen en anden. Dagsordenen var pornoskæg, fedtet garn og mandschauvinisme. Dagsordenen var med andre ord Grinderman.

Navnet kan selvsagt henvise til den pjattede orgelabe uden orgel på forsiden af coveret, men den kan lige så vel, og nok mere sandsynligt, henvise til mænd, der higer efter offentlig masturbation. For der er en markant del onani i kortene på Grindermans debut. Saint Nick udtrykker det på fineste vis i sang nummer to, hvor han udtrykker en tydelig utilfredshed med at have »the no pussy blues.« Et nummer, som bandet selv har omtalt som et svar på numre som “Backdoor Man” og “Crawling King Snake” med The Doors. Jim Morrison er taget til Australien, har helliget sig heroinen og er blevet impotent.

Seksuel frustration, fordrukne nætter i lædertøj og sene formiddage med bondeanger over ugudelige handlinger aftenen før. Det er der alt sammen på pladen. Det hele lyder underligt bekendt, og det er, fordi Nick & co. har gjort det hele før. I tiden med sindssyreanstalten The Birthday Party og i de første 10 år af solokarrieren var det mere eller mindre Caves registrerede varemærke.
Gentagelser af fortidens bedrifter er sjældent en god idé, hvilket The Stooges’ nylige comebackplade slår ret tydeligt fast. Men hvis man tvivlede på det fornuftige i, at Cave vendte blikket bagud, glemmer man det hurtigt, når Cave efter få sekunder af første nummer, “Get It On”, begynder at jage mus, hunde og bavianer ud af den mentale kælder.

Ja, bavianer. Tavlen skal vaskes ren. Men bavianerne bliver i kælderen. Musikken er som nævnt ikke et fingerpeg i en helt ny retning for Cave, men den er befriende skramlet. Mick Harvey smadrer alt med en guitarlyd så grum, som man ikke har hørt den i mange år, og galopperende bongotrommer giver hele møget en løssluppen tone. Og når en svovlende Cave igen og igen brøler »get it on!«, er man villig til at tro på, at han faktisk vil det her. Det er ikke nogen gimmick, der skal kompensere for mandens tabte ungdom.

Han har ikke helt lagt sin nyvundne ro på hylden, hvilket “(I Don’t Need You to) Set Me Free” beviser. Den kunne snildt have sneget sig ind på Abbatoir Blues, hvis Cave ikke havde poppet den bidende tekst op med nogle punkede banaliteter. Og han leverer dem med så overbevist en vrede, at det ikke er underligt, at resten af Grindermændene svinger sig op til en instrumental åbenbaring, der får resten af Bad Seeds til at virke som overflødigt fyld fremover.

Man troede det egentlig ikke muligt, men Grinderman løfter opgaven til UG med hele pivetøjet. Og i en tid, hvor selv Metallica ikke længere tør at bande eller drikke, er det befriende at høre, hvor godt Cave gør det. Det hele lyder i hvert fald slemt fordrukkent, men det svinger hele vejen til helvede og tilbage igen. Til tider forfalder teksterne som i ovenstående tilfælde til nogle lidt tomme fraser og klichéer. Og når man er bekendt med Nick Caves hidtidige bagkatalog, ved man, at den slags virkelig hører til sjældenhederne. Det kan være en konsekvens af, at pladen blev skruet sammen i en fart, men det kan lige så vel være en del af konceptet. The Bad Seeds har udviklet sig i mange forskellige retninger med årene og har blandt andet mistet deres soniske übermensch Blixa Bargeld, men de har aldrig spillet så røvballeagtigt, som de gør her, og det klæder dem faktisk glimrende.

Som det postpunkede afslutningsnummer “Love Bomb” (vistnok) tydeliggør, finder Cave sig dårligt i at blive affærdiget af kvinder. Hvis det tillige er et vink med en vognstang om, at man efter en solokarriere på næsten 25 år kan risikere at blive sat i bås, bør man lade være med det. For Grinderman finder dig, tager din kone, dine børn, din hørelse og tømmer hjemmebaren på vej ud.

★★★★★☆

Deltag i debat