Plader

Idlewild: Make Another World

Skrevet af Mikkel Mortensen

Ujævnt sjette album fra den skotske kvintet, hvor der veksles mellem det velfungerende og vitale og det uinspirerede og middelmådige. Pladen starter fantastisk, men ebber så godt og grundigt ud.

Det er altid frustrerende, når et album er ujævnt. Selvfølgelig er det værre, hvis albummet er helt uden forsonende kvaliteter, men på den anden side set er et ujævnt album mere frustrerende, fordi den pågældende kunstner til tider udviser talent. Derfor er det desto mere irriterende, når han/hun/de spilder deres egen (og lytterens) tid på at drive rundt i ligegyldige sange uden mål og mening.

En sådan følelse af frustration rammes man af på skotske Idlewilds sjette album, Make Another World. Albummet starter med et trekløver af glimrende, fremdriftsfyldte rocksange, hvor Idlewild ikke gør det mere kompliceret, end det behøver at være. I “In Competition for the Worst Times” skærer de millimeterpræcise guitarer sig igennem sangen, mens trommerne eksploderer i et højoktanbeat, der på fornemste vis udstiller, at disse “veteraner” på ingen måde er blevet tørre og kedelige. Der er masser af vitalitet gemt i dem.

Den gode start følges op af det endnu mere hæsblæsende “Everything (As It Moves)”, der lægger fra land i en sådan grad, at man skal have noget af et kondital for ikke at blive forpustet. Tempoet sættes lidt ned i “No Emotion”, hvor bandet går Franz Ferdinand i bedene med en hypnotisk rocksang, der på trods af sin dansable melodiøsitet aldrig giver slip på den Idlewild’ske melankoli, der gør, at bandet sagtens kan byde lytteren op til dans, mens der synges om, hvor fremmedgjorte og følelsesløse vi alle er.

Efter denne glimrende start sætter ujævnheden ind, og de eneste højdepunkter på den resterende del af albummet er den guitarfræsende, to minutter korte “If It Takes You Home” og den afdæmpede “Once in Your Life”, hvor der flirtes med en nærmest Neil Young’sk rusten guitarlyd.

Det føles, som om Idlewild løber tør for energi efter den indledende kraftpræstation, og pludselig lever de op til de værste veteran-klichéer. De lyder mætte, trætte – ja, ganske enkelt som om de ikke gider mere. Og det er ikke svært at forstå, for de sange, de kaster sig ud i, er bestemt ikke meget værd. Især titelnummeret er en sørgelig omgang, hvor den melodiske nerve forlades til fordel for en mere “eksperimenterende” og “moden” lyd, hvor et enormt irriterende guitarriff får lov til at fylde alt for meget.

Bedre bliver det ikke med “Future Works” hvor der igen mangler den livsnødvendige fremdrift, som albummets første sange havde til overflod. I stedet vælger bandet at byde på en lille trompetsolo, der dog kun kan anbefales for de, der foretrækker deres messingsuppe tynd og gennemsigtig. Det kniber dog pludselig også for bandet at skrive uptempo sange, hvilket “You and I Are Both Away” og “Ghost in the Arcade” er klokkeklare beviser på. Disse sange falder tungt til jorden, fordi de mangler den kraftfulde energi og melodiske nerve, der får albummets bedste sange til at gnistre af vitalitet.

Sådan fortsætter det albummet ud. Bandet er enten ikke i stand til at skrive flere sange af samme klasse som dem, der indledte albummet – eller også vil de ikke. Det er selvfølgelig forståeligt nok – og egentlig også beundringsværdigt – at bandet forsøger at variere lidt på deres sange. Det er bare ærgerligt, at dette materiale slet ikke kan leve op til albummets bedste sange.

Det kan være svært at forstå, hvordan Idlewild kan skrive fem sange af virkelig høj klasse, men så ramme fuldstændig ved siden af målet i de resterende sange. Det gør albummet til en blandet – og ujævn – fornøjelse, der dog i det mindste beviser, at der stadig er masser af liv i skotterne. Man kan kun håbe, at de næste gang vælger at fokusere på det materiale, der virkelig fungerer.

★★★½☆☆

Deltag i debat