Plader

The Lesser Birds of Paradise: Space Between

Skrevet af Kasper Würtz

På sit tredje album spiller den amerikanske folkpoptrio The Lesser Birds of Paradise sig helt op i de højeste himmellag uden at tage de store armbevægelser i brug. Med små, fine psykedeliske elementer skaber Chicago-gruppen en svævende og detaljemættet plade, der er smuk og slidstærk.

Der er naturligvis et udtryk af noget underspillet og halvvejs storslået over en gruppe, der kalder sig selv The Lesser Birds of Paradise. Men heldigvis er det ikke ensbetydende med, at vi ikke skal lytte efter, når de synger. For selv om den musikalske fjerdragt ikke er den mest farvestrålende ved første syn, viser der sig langsomt en masse nuancer og overraskende flyveretninger. Space Between er en af den slags plader, som man hurtigt tror, man har gennemskuet, hvorefter detaljerigdommen gør opmærksom på sig selv og forvandler sangene til noget helt andet end det, de startede som.

“My Refrain” indleder med de flydende lyde af en sav og minder mest af alt om lydeffekterne til en billig sci-fi-gyser fra 1950’er, hvor en UFO netop er landet for at kidnappe en pige eller starte en krig. De vedvarende toner af et trædeorgel forstærker følelsen af at se en fordrejet tristessegyser, og det understøttes af de baglæns korvokaler. Det er dermed ikke en imødekommende invitation fra den amerikanske trio, som indleder albummet – nærmere en lille hentydning til, at ørerne skal foldes ud for at fange alle signalerne.

Det gælder eksempelvis den fine “Paint Your Fingernails”, der umiddelbart er en fornem, ukompliceret folkpop-perle. Ved nærmere eftersyn afslører flere sfæriske lag sig, skabt af evigt udtonende keyboards og spredte metalliske klangtoner, der lyder som et forsinket ekko af det glockenspiel, som stod klarest i lydbilledet ved de første gennemlytninger. Der er små, musikalske fordybninger over det hele, og det er først, når vi sirligt mærker efter, at de virkelig træder frem.

Den helt igennem charmerende “Do You Remember (When We Overthrew the Government)?” fortsætter ned ad det akustiske midterspor, men lader igen drømmende rumklang og psykedeliske vibrationer flette sig ind som sidegader og lyder mest af alt som Dolorean på narko. I den efterfølgende “Always the Sound” trækker Chicago-gruppen såvel cowboyhatten som twangguitaren frem for at tage en lille countryafstikker, hvor de syrede elementer sættes i bero.

Denne afholdenhed holder de dog kun til den fremragende “I Envy the Photons”, der er ren naturvidenskabelig poesi. De skæve, halvhjertede trommer og det tynde, tågede lag af evighedskeyboardet giver sangen en svimlende effekt og løfter den højere end gennemsnittet af melankolske folkpop-sange. Det er sørgmodigt og smukt, når Mark Janka synger: »I envy the photons that light up the way / from my lens to your lens and the space in between / how they bounce off your eyelids and they move through your jeans.«

Der er også masser af smerte i den ganske simple, men uhyggeligt smukke “Take the Leaves”, hvor den kolde kaffe og de nedtrådte sko står som tegn på et udbrændt menneske, der har mistet den kærlighed, som der er blevet sunget om en million gange, men som aldrig kan besynges nok. Jeg vil formentlig til min dødsdag falde for patossætninger som »take the leaves from the street / where she stood next to me / and scatter them under my bed.«. Det er en af de sange, der vil tvinge koncertlightere frem og få kilometerdybe suk til at akkompagnere Jankas ensomme stemme.

Det hele lukkes med en modig og bevægende spøgelsesversion af den gennemtærskede klassiker “You Are My Sunshine”. Et forvrænget klaver er i centrum, mens elektroniske skvulp og fortyndede ekkoer kører i kredsløb omkring en melodi så langsom, at den nærmest virker vægtløs. Mark Janka synger, som om han er i gang med at sige farvel til en elsket og har valgt at formidle det i den allersidste sang i en afskedskoncert. Det er simpelthen fantastisk.

Space Between er ikke et album, der slider på dansegulvet. Det hele er afdæmpet, smukt og yderst behageligt, men ved at have det fornemme lag-på-lag-lydbillede hæves pladen fra at være hyggeligt selskab til at være et langtidsholdbart værk, der svæver fra første minut båret af paradisfugle af en helt anden verden.

★★★★★☆

Deltag i debat