Nyheder

Marissa Nadler spiller i København

Undertoner er vist noget nær det sidste musikmedie i verden, der endnu ikke har skamrost 24-årige Marissa Nadler fra Massachusetts. I løbet af de sidste tre år har hun udsendt tre album fulde af fine, nedbarberede psychfolk-sange, og især 2005-pladen The Saga of Mayflower May fik anmeldere over hele verden til at falde pladask for Nadler.

For et par uger siden udgav hun det tredje album, Songs III: Bird on the Water, og som opfølgning på pladen tager hun inden længe på turné i Europa. En turné, hun tilsyneladende starter i København. I hvert fald skriver den nystartede koncertklub Klub Yggdrasil i en mail til Undertoner, at de søndag d. 15. april kan præsentere en koncert med Nadler i Islands Brygges Kulturhus.

Og hvad kan man så vente sig? Tja, arrangørerne skriver, at Nadler er i koncertmæssig storform, mens Nadler på sin MySpace-side proklamerer, at “stagefright = everpresent”.
Under alle omstændigheder har Nadler en imponerende stemme, som hun efter sigende også sagtens kan styre i live-sammenhæng.

Deltag i debat