Plader

!!!: Myth Takes

Skrevet af Jakob Lisbjerg

Med tredje album er det endelig lykkedes for !!! at finde frem til det sted, hvor bandets mix af funk, disco og dance svinger allerbedst. Det er kun en halv håndfuld svage numre, der trækker helheden lidt ned.

New York er en blandet salatskål af kulturer, en heksekedel af udtryk, og når det kommer til musik, er det helt umuligt at definere lyden af New York. Derfor er det heller ikke muligt at kalde !!! for et typisk newyorker-band; det skulle da lige være, fordi Brooklyn-gruppen !!! i sig selv er en genrenedbrydende spradebasse.

!!! har en sjælden evne til at ramme den perfekte blanding af funk, disco og dance, uden det bliver pumpende eller rodet. På bandets foregående album, Louden Up Now, var der kun få af disse momenter – f.eks. med nummeret “Me and Giuliani Down by the Schoolyard (A True Story)”, der var ni minutter i selskab med det lækreste groove – men på Myth Takes er der langt mere af den gode, melodiske funk.

Fra starten af imponerer Myth Takes. Titelnummeret trækker med det samme lytteren ind i !!!-universet; her med et nummer, som har sanger Nic Offers hviskende vokal, der kæmper om opmærksomheden med uglehyl fra den sorteste nat. Basgangens humør ligger et godt stykke under kælderniveau, men alligevel svinger der voldsomt.

”All My Heroes Are Weirdos” slår mere opmærksomhedskrævende hårdt med synkoperede trommer, der ligger og roder sammen med stramme funk-guitarer i et lydbillede, der nemt kunne være noget møg, men er produceret netop så stramt og tydeligt, at det fungerer ganske flot for at sige det mildt.

Midt på albummet finder man “Must Be the Moon” og ”Heart of Hearts”, der begge er højdepunkter i et lidt svagere midterdel. Førstnævnte vinder med sine hypnotiske falset-harmonier og knækkede rytmespor, mens førstesinglen ”Heart of Hearts” kaster lytteren ned i et mørkt, stormombrust disco-hav. Nic Offers vokal får selskab af en kvindelig modpart, der skingert lover ham, at det nok skal være ægte kærlighed, han føler.

Nic Offer har rent teknisk set absolut ingen stor stemme. Men ligesom James Murphy fra LCD Soundsystem har Offer fundet ud af, hvad manglen på vokal-talent kan bruges til, for en vrængende, snøvlende, halv-talende stil er god til danse-funk. Den er bare overhovedet ikke god til kedelige ballader, og “Sweet Life” skulle Offer aldrig have kastet sig ud i.

Albummet lukker festen med det otte minutter lange “Bend Over Beethoven”, der er sidste danse-stop på albummet før det malplacerede “Break in Case of Anything” og den noget bedre, dystre gå-hjem-hymne “Infinifold”. “Bend Over Beethoven” byder på lidt tungere (og en smule rutinepræget) danse-funk end den tidligere disco, men med ekko-maskiner med i lydbilledet og et samspil mellem trommer, bas og guitar, der bare kunne blive ved i et uendeligt groove, er nummeret lige til dansegulvet.

Med Myth Takes vinder !!! på det melodiske materiale og på mængden af fødder, der bliver ved med at danse og danse og danse. Og danse.

★★★★☆☆

Deltag i debat