Plader

PinBoys: Teenage Wasteland

Skrevet af Mads Jensen

MTV-emo er over os, og PinBoys er Danmarks bud på genren. At bandet er dansk, skal man dog vide. For der er absolut intet på Teenage Wasteland, man ikke har hørt eller set før. Derfor bliver pladen en særdeles kedelig omgang at lytte til. Det er kliché på kliché, og det bliver man hurtigt træt af.

Hvis man kort skal beskrive, hvordan PinBoys lyder bliver beskrivelsen: MTV-emo møder Johnny Deluxe. Det lyder næppe særligt tillokkende i den gennemsnitlige Undertoner-læsers ører. Det er det heller ikke. Krydsningen består i, at MTV-emo-lyden er tilsat en sød duet-sang bestående af en mand og en kvinde. Det gør den i forvejen kedelige MTV-emo endnu mere kedelig.

Det eneste underholdende indslag er titlen “Tonight (We Beat the Beats)”, som er en ret underholdende titel, hvis den er ment som en reference til Nobody Beats the Beats. Desværre har den i så fald intet med virkeligheden at gøre. For nok laver begge bands en form for popmusik, men det ene er blandt de bedste til det i Danmark. Det andet er ikke.

PinBoys spiller for så vidt fint, og produktionen fejler heller ikke noget. Så det er ikke i deres evner som musikere, at problemet ligger. Det er i deres sangskrivning. Alle sangene minder så meget om hinanden, at det er svært at huske en eneste af dem. De lyder tillige som sange, man har hørt 1.000 gange før.

Pladen vil gøre sig bedst som baggrundsmusik, for hvis man søger dybde i PinBoys musik, leder man forgæves. Er det første gang, man stifter bekendtskab med genren, vil denne plade gøre sig udmærket. Problemet er, at den absolut intet nyt bidrager med og derfor har svært ved at lyde interessant. Den er simpelthen hørt før.

»Honest to say this is my way / I don’t care it’s all the same / All the hatred that I feel / Makes it so unreal to (still) believe in you,« lyder et udpluk af teksten i “Honest to Say”. Den handler som de andre sange om ulykkelig kærlighed. Det er jo et evigt godt tema for sangskrivning. Men her er det bare, som om sangene aldrig når ind under huden. Det bliver aldrig nærværende. Det samme gælder for musikken. Den fungerer, som radiorock gør. Man kan godt komme til at stampe med på melodien, men kun hvis man ikke er opmærksom, for så snart man lytter efter, bliver man skuffet over musikkens manglende indhold.

Teenage Wasteland er en særdeles klichefyldt plade. Flere af sangene (“Nothing Left to Lose”, “I Hate All the Things You Love”) samt selve albumtitlen bærer titler med i den grad fortærskede udtryk. Coverfotoet er ligeledes en kliche. Det skal vel fortælle os noget om, at menneskene i det moderne samfund blot er robotter, der ikke kan se virkeligheden, fordi de bare gør, som de er programmerede til. Kun en af personerne på coveret har ikke en streg hen over øjnene. Den person er selvfølgelig et billede på PinBoys og deres lyttere, som gør oprør mod popmusikken og det moderne samfund. Når de selv spiller noget af det mest poppede og strømlinede musik, klinger kritikken dog temmelig hult.

Temaet er altså teenage-fremmedgørelse. Det er for så vidt fint nok, så længe PinBoys bare gør sig klart, at det er på efterskolerne, deres fanskare bor. Når man kommer over puberteten, er det bare ikke længere så sejt at hade sin mor og far og folkeskolen og det hele, fordi de ikke forstår dig.

Teenage-problemer er jo reelle nok for teenagere. Derfor skal der også nok være nogen, der kan finde noget at bruge denne plade til. Men er man som denne anmelder for længst ovre puberteten, har man bare hørt plader nøjagtig som denne alt for mange gange til at kunne finde nogen anvendelse af den.

★½☆☆☆☆

Om skribenten

Mads Jensen

 

Biografi:

Jeg kom først sent til at høre god musik, om man så må sige. Som lille knægt syntes jeg, at Shakin’ Stevens og Tina Turner var ret godt. Senere var jeg lige inde over lidt euro-dance. Nu er jeg lykkeligvis blevet kureret og hører, hvad jeg vil kalde markant bedre musik. Jeg kommer fra Aalborg, men bor nu i Odense, hvor jeg læser filosofi med engelsk som tilvalgsfag. Mine interesser udover musik er primært litteratur og at skrive. En god diskussion om religion eller udenrigspolitik går jeg heller ikke af vejen for.

 

Hører i øjeblikket:

Santogold: S.t.

- En blanding af alt godt fra den dansable musiks verden. Jeg ved ikke, hvor godt den holder i længden, men lige nu passer den perfekt. MySpace.

Shivvers: Lost Hits From Milwaukees's First Family Of Powerpop: 1979-1982

- Nogen fortalte mig, det her er et godt powerpopalbum, men det kan siges meget kortere. Det er nemlig bare et godt album. Punktum. Det er banalt, sødt, happy-go-lucky og først og fremmest catchy. Det er lyden af alle teenage-forelskelser nogensinde. MySpace

Lisa Lisa & Cult Jam: This Is Cult Jam

- Nu hvor firsene bliver mere trendy by the second, så er det ganske oplagt også at kigge tilbage, når man skal ryste sin moneymaker. Latin freestyle går man aldrig fejl af, hvis man vil have bas og kitsch i stride strømme. Mindst af alle steder hos Lisa Lisa & Cult Jam. Can You Feel the Beat på YouTube.

Slapp Happy: Casablanca Moon

- Avantgarde-pop er det blandt andet blevet kaldt. Og det er både kantet og catchy. Dette album er fra '74, men det kunne ligeså godt være fra i år. Det er bare tidsløs god musik. Man kan fordybe sig idet, men også bare bruge det som baggrund.

Elysian Fields: Queen of the Meadow

- Åh! Den stemme! Så sexet, så lokkende. Elysian Fields kalder selv deres musik for noir rock, og det passer ret godt. Det er meget mørkt, drømmende og ikke mindst behageligt. En oplagt slappe-af-på-sofaen-plade.

 

Fem favoritalbums:

My Bloody Valentine: Loveless

Bruce Springsteen: Ghost of Tom Joad

M.I.A.: Kala

Emmylou Harris: Wrecking Ball

Blondie: Parallel Lines

Skriv et svar

boeger