Plader

Pole: Steingarten

Visse electronicaproducere formår altid – uanset om musikken er vellykket eller ej – at hive den lækreste og mest delikate lyd ud af computerens digitale univers. Sådan en producer er Pole. Han er ved at være gammel i gårde, men udvikler stadig sin minimale electronica, der efterhånden ikke er så minimal endda.

Selv om jeg gav Poles forrige udgivelse mange fine ord med på vejen, er det blevet til ganske få gennemlytninger siden da. Men hørt igen må jeg konstatere, at det faktisk er en glimrende udgivelse. At den så står og forputter sig på den bugnende cd-reol, skal jo ikke ligge den til last. Og dog. For det er måske netop “problemet” med Poles musik – den forputter sig, gør den. Den gør ikke meget væsen af sig. Den er stille og minimal og drukner derfor nemt i det højtråbende hav af nye udgivelser, der vælter ned over én. Poles musik fordrer, at man husker på den, for ellers … ja, så glemmer man, at den er der.

Coveret til Steingarten forbereder én på, at noget er forandret hos Stefan Betke, manden bag Pole. Tidligere var musikken pakket ind i monokrome covers, der passede som fod i hose til den minimale musik – selv coveret til det hiphopflirtende album fra 2003 var minimalt lyseblåt. Nu prydes forsiden af et snedækket, flødeskumsornamenteret Schloss Neuschwanstein – slottet der har stået model til et hav af Disneys eventyrslotte. Og billedet er, set med den rette brille, det rene kitsch.

Kitschet er Betkes musik dog ikke, men coverets signal om, at der er højt til loftet og flere ornamenter i de nye kompositioner, er godt nok. I 2007 er der ikke meget knitren, næsten ingen lavfrekvent støj og meget få dub-elementer tilbage. 4 to the floor-stortrommen dominerer ganske mange numre, hvilket bevirker, at selv om de nye numre reelt set ikke nødvendigvis er hurtigere end de gamle fra slut-90’erne, føles de sådan. De fylder mere. Det er, som om Betke i en alder af omkring 40 år, har fået lyst til at danse. Okay, ikke hele tiden og heller ikke så vildt som en kåd 20-årig – men det er så sandelig heller ikke gamle dages soundtrack til smarte caféer.

I enkelte af numrene er der dog reminiscenser af den gamle Pole. “Warum”, “Sylvenstein” og “Mädchen” lugter alle lidt af fisk, men som regel altid kun i begyndelsen af numrene. Førstnævnte begynder således med en dyb, dyb bas, et enkelt beat med en usandsynlig stoflig, højfrekvent lyd på off-beatet og lidt rytmisk støj. Det kender vi, vintage Pole, godt så – men nummeret er ikke meget mere end et minut gammelt, da lyden en basguitar entrerer med en lille melodi, der kan lede tankerne hen på Kreidler eller To Rococo Rot. Nummeret bliver derefter overtaget af diverse påtrængende og små-enerverende synthesizerlyde, der i Pole-puristens ører overhovedet ikke hører hjemme i dette univers. Men det er jo Pole, der bestemmer over musikken, og så må vi andre hænge på, hvis vi kan.

Og fra og med “Winkelstreben” står det klart, at forvandlingen er kommet for at blive. Spacede lyde, der hører hjemme hos The Orb i 1992, og en vildt forvrænget freestyle-guitar, der intet har at lade Acid Mothers Temple høre, er bare nogle af de ingredienser, Betke benytter sig af.
“Achterbahn”, “Düsseldorf” og især “Jungs” sætter festen i gang. Sidstnævnte kunne oven i købet være en fjern fætter til Isolées melodiske tech-house. Det fremtrædende beat, de overdøvende støjflader, spacede lyde og et mere fyldigt lydbillede gør, at Steingarten ender i et herligt udadvendt humør.

Uden at være toneangivende som i 1996, da den første Pole-udgivelse så dagens lys, laver Pole stadig musik, der er værd at lytte til. Jeg kan ikke blive enig med mig selv om, hvorvidt Steingarten er god, fordi jeg kender Poles tidligere udgivelser og har taget udviklingen med, eller om hans fint udarbejdede elektroniske landskaber også er interessante for den, der lytter med nye, uprøvede ører. Men man kan jo altid lægge vejen forbi de tidligere udgivelser og selv tage rejsen med – giv dem en halv eftermiddag, og du er et spændende musikbekendtskab rigere.

★★★★½☆

Deltag i debat