Plader

The Royal Highness: La Mancha

På sit debutalbum præsenterer dansk-norske The Royal Highness en række numre, der både opdaterer lyden fra grunge-bølgen, giver den et nutidigt tvist og serverer den med et tungere underlag. Det kniber dog med at undgå en følelse af monotoni.

Når man tænker på, at La Mancha er debutalbummet fra københavnske The Royal Highness, springer det i øjnene, at de har arbejdet sammen med nogle pænt store navne. Arbejdet med at skrive sange er f.eks. foregået sammen med Alain Johannes, der er kendt for sit samarbejde med Queens of the Stone Age. Bandet har selv produceret albummet, men fik hjælp til miksningen af Joe Baressi, producer af albums for både Tool og Queens of the Stone Age.

Den hjælpende hånd fra et par prominente herrer inden for den hårde amerikanske rock mærkes på debutalbummet, som er et både hårdtslående, riffende og samtidig klassisk rockalbum, der kunne være et godt bud på en opdatering og nytænkning af grungemusikken fra starten af 90’erne.
Fikspunkterne er de markante tunge guitarer og forsanger Dennis Kastens superrockede, skærebrændende vokal, der bliver det naturlige samlingspunkt. Den leder uvilkårligt tankerne hen på Chris Cornell i det mest ekspressive hjørne.

Bandet beskriver selv førstesinglen “Call Me a Winner” som et nummer, der indeholder alle sider af kvartettens kvaliteter, hvilket ikke er skudt ved siden af: en riffbåret sangstruktur, vokal i centrum, stabil rytmesektion, variation mellem lette støj-eskapader og melodiske mellemspil, hvor tempoet og intensiteten momentvis sættes ned i kadence. Denne formel er den mest gennemgående på albummet.

I pladens længste numre, “Yeah, You Would…” og “What Will Show?”, der til sammen lægger beslag på 25 procent af albummet, er tempoet dog sat ned, melodien trækkes ud og gentagelserne er omdrejningspunktet. Det gør numrene mere hypnotiske end skarpt aftegnede. “Yours to Keep” er albummets enkelte sjæler, dog stadig rocket, lydmæssigt ala Soundgarden i deres velmagtsdage. Generelt emmer pladen ganske meget af Seattle, og f.eks. kunne “Do Without” snildt lyde som Foo Fighters i et punk-øjeblik.

Der er altså ikke tale om voldsomt eksperimenterende eller genreoverskridende numre. Det drejer sig derimod om hård rock, der sender anerkendende nik til tidligere mastodonter på scenen og er eksekveret med konsekvens. Pladen kan dog virke som en stor mundfuld, da spilletiden er på næsten en time.

Længden bevirker, at lyttere uden stor tålmodighed nok vil opleve en vis monotoni. Derfor henvender pladen sig primært til fans af traditionel rockmusik, og den kan få svært ved at få opmærksomhed i den skarpe konkurrence. Man savner i al fald fikspunkter, der adskiller den fra mængden.

★★★☆☆☆

Deltag i debat