Plader

Sister Vanilla: Little Pop Rock

Skrevet af Filip Granlie

The Raveonettes er ofte blevet kritiseret for at kopiere The Jesus & Mary Chain. Med søster Linda i front slår brødrene Reid igen med en slags meta-kopi under navnet Sister Vanilla. Kopieringen af andre lykkes i nogen grad. Der er sange til en god ep, men desværre er Little Pop Rock en hel lp.

Kast en lyd ind på en mur, og få den i hovedet igen. Omtrent sådan fungerer rumklang, et af Sister Vanillas væsentligste virkemidler. Bandespillet synes også at have fundet sted med hensyn til det samlede lydbilledes inspiration: Bag Sister Vanillas Linda Reid står brødrene William og Jim Reid fra The Jesus & Mary Chain, som var en væsentlig del af inspirationen for The Raveonettes. Nu er det payback time, og Sister Vanilla lyder som The Raveonettes.

Stemningen på flere sange har også en klang af Mazzy Star, ligesom Linda Reids stemme strejfer Hope Sandovals, men Sister Vanilla når aldrig Mazzy Stars æteriske kulde. “Jamcolas” og “K to Be Lost” er klare Raveonettes-pasticher: De tamburindominerede trommer er langt tilbage i lydbilledet, bassen er sumpet, der er rigeligt med fuzz-guitar, og sangenes strukturer og endda breaks er som skidt ud af Sune Wagner.

Sister Vanilla hiver også fat i britisk rock fra omkring 1990, ikke mindst The Primitives fra den poppede del af shoegaze-scenen. I det hele taget lyder Sister Vanilla som alt muligt andet, og Little Pop Rock er tilsyneladende regulær pastiche nærmere end et traditionelt originalt værk.

“Down” fungerer. The Primitives-referencen er genkendelig som blitzen, men det lyder godt. Det er en forsagt, men afvæbnende og overbevisende poprocksang. Tempo og melodi er ubekymret og ligetil, og sangen bliver begavet med en fortrinlig, ubestrideligt britisk guitarsolo. Også den vildt berusede “Totp” og popsangen “The Two of Us” er gode. Det viser potentiale, men også at Sister Vanilla burde have brugt længere tid på sangskrivning og i øvelokalet.

Der er enkelte glimrende sange, men der er også klare ligegyldigheder, som tyder på, at det rigtige navn somme tider kan være adgangsbilletten til en pladekontrakt. På grund af de enkelte gode sange, bandets acceptable sammenspil og nogenlunde flair for vellyd er det ikke decideret ringe, kun halvkedeligt.
Little Pop Rock mangler engagement. Den vil tilsyneladende ingen steder hen, og stilstanden er her ikke tilstrækkelig i sig selv.

De senere års øgning i antallet af pladeudgivelser har sikret en vis mangfoldighed i landskabet og dermed muligheden for en musikalsk og kunstnerisk rigdom. Men det har også den sideeffekt, at en stor del af de udgivne plader burde være forblevet uudgivne eller i bedste fald ep’er.
Sådan en plade er Little Pop Rock. Den ville være anstændig som en ep, men er for lang, ujævn og uvedkommende som fuldlængdealbum.

★★½☆☆☆

Deltag i debat