Plader

Susurrus Station: (1, 2) Unbuckle the Blue

Skrevet af Lasse Bertelsen

Den københavnsk baserede duo Susurrus Station nedkommer med en overbevisende toer. Endnu en improfolk-plade, hvor følelserne er på tapetet, og ambitionerne tvillingetårnhøje.

Sæt hvis Nick Cave, Patti Smith og Johnny Cash i den sidstnævntes levetid pludselig fik lyst til at slå pjalterne sammen. Efter et par uger med lettere mørkemusikalske sessions vælger de for eksperimentets skyld at rejse ud for at få lidt luftforandring. De vælger Finland, fordi de har hørt, at den finske folkemusik er i en rivende udvikling. Efter meget ønskværdige resultater vælger de at tage gennem Sverige for til sidst at ende i Jylland, hvor de sidste musikalske sløjfer bliver bundet. Pladen bliver dog sendt til mastering i USA for at slutte cirklen.

Med alle tænkelig associationer og dog en gennemgående simplicitet er denne rejse lyden af Susurrus Stations nye plade (1, 2) Unbuckle the Blue. Duoen består af J. Breeden (USA) og Sara Dyrberg (Sverige), der til dagligt residerer i Kongens København, og de to har med udgangspunkt i støvet bluesfolk og via eksperimental improvisation konverteret meningen med amerikansk folk.

Meget af den oprindelige mening med historiefortællingen og det folkelige bibeholdes i albummets ni sange. Man opfanger dog tidligt, at der er andre følelser på spil i det lettere prætentiøse tekster, der er fulde af stemningsbilleder om modsætningen mellem længsel og det bundne grundlæggende. Der er noget særdeles litterært over formen, hvilket opfattes tydeligst i coverets tekstning, hvor den sidste sang “Threadbare Born” lige så godt kunne posere andetsteds som et kortere Ginsberg-digt.

Disse prosafikserede udsagn indrammes især af akustiske instrumenter, men også af forvrænget elguitar, når det går virkelig hedt for sig i sange som netop “Threadbare Born” og den Cat Power-lignende “Nettle’s Nest”. Folkemusikken står dog stærkest igennem hele pladen, hvor de simple arrangementer krydres med en variation af strygere og træblæsere.
Ikke langt fra denne udtryksform får man en følelse af, at den jødiske klezmer også spiller en rolle i kraft af enkelte melodilinjer, der med deres særegenhed klæder de musikalsk nedbarberede american(a)ismer. Blikket for rødder og lyden af forskellige musikalske traditioner får Susurrus Station til at fremstå som moderne i duoens genremiks.

Midt i al denne omskiftelighed er vokalerne duoens største styrke. J. Breeden står for hoveddelen af de vokale foredrag, og hans henkastede, om end smertende fraseringer griber fat i teksterne og gransker deres indhold som en Leonard Cohen uden sammenligning i øvrigt. Mediet er ikke meddelelsen, men en platform, hvorfra sangenes egen historie kan vokse. Dette folder sig på bedste ud i den staccato-konkurrerende “Literal Drift”, hvor Breeden kæmper en retfærdig kamp med de skønneste violiner, der naturligvis sætter trumf på med en skøn pizzicato. Melodierne kilder sig selv på skulderen for blot at illustrere, hvilken vigtighed Breedens vokal lægger for dagen.

I modsætning til dette er det nærliggende at sammenligne Breedens bedre halvdel, Sara Dyrberg, med Patti Smith over hele linien, for når hun rigtigt får fat i de underspillede vokaler, er det nemlig Dyrberg, der står for den smukkeste formidling, når hun sætter sig igennem på pladens vendepunkt “The Company We Keep”. Som en anden sirene trænger Dyrbergs vokal sig ind i marven, venen og benet og holder undertegnede fanget i en sådan grad, at der kun er tilbage at stå måbende med øjnene rettet mod højtalerne.

Der er dog enkelte ridser i lakken, når albummets helhed skal gøres op. Susurrus Station formår ikke at holde et acceptabelt bundniveau, da der i flere sange simpelthen er brug for en større fortrolighed med de folkede passager fra duoens side tillige et nærmere forhold til det melodiske materiale. Mængden af melodier står altså desværre ikke mål med ambitionerne. Mængden af intelligente arrangementer fylder simpelthen for meget i forhold til formidlingen af de – som nævnt – ambitiøse til det prætentiøse på tekstsiden. Hvis Susurrus Station vægter begge sider af sagen lige højt næste gang, venter der Danmark, Skandinavien, for ikke at sige hele verden, et stille og ærværdigt “soon-to-be” mesterværk.

★★★★☆☆

Deltag i debat