Plader

Jesse Sykes & the Sweet Hereafter: Like, Love, Lust & the Open Halls of the Soul

Det trækker stadig op til regn, og de grå toner præger da også Jesse Sykes’ nye, fine americana-udspil. De blotlagte følelser og skiftende sindsstemninger bakkes flot op af Sykes’ backingband, og sammen med den småhæse sangerinde har de begået et ganske langtidsholdbart album.

Jesse Sykes & the Sweet Hereafter holder troligt fast i deres koncept, hvor den drømmende, langsomme og uhyre stemningsfulde americana slæber sig af sted som et damplokomotiv i færd med at forlade perronen. Farten har altid været moderat – hvilket det forrige udspil Oh, My Girl også bar præg af – og arrangementerne sparsomme. Men det er, som om Like, Love, Lust… indeholder mere tempo end hidtil hørt fra Seattles kvindelige americana-muse.

Guitaristen Phil Wandschers står endnu skarpere i lydbilledet, og han fortaber sig ikke så meget i navlepilleriet som tidligere. Hans reverb- og klangfyldte guitarspil sørger for synergi mellem strygersekvenserne, pianoet og Jesse Sykes’ vokal, der ikke ligger langt fra Hope Sandovals drævende og indsmigrende leje.

Til sammen leverer Jesse Sykes and the Sweet Hereafter en lidt tungsindig stemning, som ikke spreder ubetinget lykke, men man er næsten nødt til at lade sig rive med, hvis man vil have det maksimale ud af pladen og opnå den der helt specielle atmosfære, som er så svær at sætte ord på. Like, Love, Lust.. har potentialet til at bringe én derhen, men man er nødt til at sortere lidt undervejs.

“Eisenhower Moon” hviskes i gang med et lydtæppe af generte akustiske instrumenter, der ikke er meget for at stå frem, men i stedet står skulder ved skulder og bakker op om Sykes’ sagte og lidt hæse betoninger. Følelserne strømmer gennem nummeret og får de reserverede toner til at flyde sammen til en stille, men sublim indledning.

Albummet udvikler sig ikke radikalt, men der bliver rykket på tempoet, hvilket næste nummer, “LLL”, vidner om. Et nærmest beskidt guitarrif og en gennemtrængende twang-lyd sætter for alvor gang i lokomotivet, og insisterende, hvirvlende trommer vrisser vredt og taktfast. Her fjernes uskylden for alvor, og det er, som om noget indebrændt skal læsses af.

Tempoet fortsætter med “You Might Walk Away”, der håndklappende og nærmest lalleglad melodisk lader et harmonium brede sine vinger ud gennem hele nummeret. Et opløftende indslag, der ligger og lurer på vippen mellem det unødvendige og det befriende.

Langt mere stemningsmættet og mørkt fortsætter pladen med det ene stryger-, guitar- og pianobaserede nummer efter det andet – og med en nærmest messende Jesse Sykes, der har en meget indlevende, nærværende og fyldig vokal, som i produktionen står helt ude på scenekanten. Det ene øjeblik synger hun luftigt og indlevende – som i “Morning It Comes”, hvor de lyse strygere trækker hende op i et lidt højere luftlag – og i andre sekvenser som “Aftermath” er det en mere fortællende og talende person, der leverer lyrikken; en kvindelig pendant til Kurt Wagner fra Lambchop.

Alt i alt er dette en glimrende americanaplade. Sykes tør give slip på det musikalske og lade backingbandet udføre sin del. Det knastørre og følsomme fejes på ingen måde af banen, men det er, som om rocken lige så stille sniger sig ind gennem de få sprækker som f.eks. i “Station Grey”, der efter en rolig indledning afsluttes på bedste Bruce Springsteen-manér, hvor en guitar folder sig helt og aldeles ud.

»Oh, the open halls of the soul / I wouldn’t be surprised if we never sing this song again,« afslutter Jesse Sykes pladen. Det kan være sin sag at blotlægge sine følelser, og intet pakkes ind på Like, Love, Lust”¦. Dét har altid en pris, og det er hun godt klar over. Hatten af for en hudløs ærlig kvinde.

★★★★½☆

Deltag i debat