Plader

V/A: The Lady With the Crying Eyes – A Tribute to Joe Meek

Skrevet af Martin Thimes

Dansk tribute-plade til legendarisk pre-beat-producer. Det lyder ikke særligt spændende, vel? Tilsæt 80’er-sangerinden Nanna, en fremragende Keld Heick (!), en operasangerinde og glam-mesteren Torben Lendager. Så har du en virkelig god plade.

Et hurtigt kig hen over deltagerlisten vil nok hurtigt kunne skræmme en del væk. Det er vitterlig sjældent, at dansktop-ikonet Keld Heick optræder på samme udgivelse som Tue Track og operasangerinden Edith Guillaume. Men det er lykkedes Johnny Stage, der har samlet kunstnerne til denne opsamling, at skabe en underlig form for sammenhæng i det spraglede persongalleri, og det er mestendels derfor The Lady With the Crying Eyes fungerer så godt, som den gør.

Pladen starter ud med ren og skær Walker Brothers-croon i Salem-sangeren Mikkel Risbjergs udgave af “Johnny remember me”, der med enkle spaghettiwestern-undertoner og et effektivt dead girl-kor giver løfter om noget større. Og allerede i det tredje nummer forløses visionen om en værdig hyldest til den legendariske producer Joe Meek. Aud Wilken har forladt ruten fra Mols til Skagen for at stikke af til en tysk autobahn med den ene af to versioner af “Have I the Right” – en buldrende og mudret tysk version “Hab ich das Recht”. Lofi-pophåndværk uden dikkedarer.

Og så gælder det førnævnte Keld Heick. Det kan være svært ikke at forestille sig mønsterdanskeren Keld i rollen som vært på et tandløst TV2 Charlie-program, når man hører hans stemme. “Problemet” er bare, at netop stemmen med sin silkebløde teenageklang passer perfekt til den naive og hjerteskærende historie i “Angela Jones”, der var Joe Meeks første hit i slutningen af 50’erne. Den genopstandne pop-dronning fra 80erne, Nanna, tilføjer de helt rigtige kor-bidder med tilpas kølig afstand til stakkels Keld. Det er mesterligt.

Det samme er Lupus’ janglende version af “Please Let It Happen to Me”, der stikker ud i det samlede lydbillede med sin krystalklare nordiske produktion og det yndige glockenspiel, der fører an igennem nummeret. moi Caprice må sidde et sted derude og tænke, at det er ærgeligt, at de ikke fik lov til at indspille det nummer.

Første halvdel af pladens i alt 19 numre fortsætter i samme lunt producerede spor som de fire første numre og kulminerer med operasangerinden Edith Guillaumes horror-vokal i den ganske korte “Monster in Black Tights” og især med glam-drengen Torben Lendagers T. Rex-inspirerede og håndklap-indpakkede fortolkning af “Have I the Right”. Og ja, Torben, det har du. For det er svært at forestille sig andre end ham synge al galskaben i Joe Meeks produktioner ud med samme troværdige pondus.

Ja, faktisk kunne man indvende, at galskaben måske kammer over i Lendagers fortolkning, men heldigvis tager han fat i sangens kerne, det fabelagtige omkvæd, med sin nasale vokal og sætter derved resten af pladens numre i et mindre heldigt lys. For projektet strander her – også selv om mange af de prominente deltagere først kommer til senere hen. Det gælder blandt andet Tue Track og Jonas Strucks bidrag “Love of the Saroos”, der ender i ligegyldigt muzakklingende loungefedteri med sporadisk scratch og er alt for tro mod originalen. Det er simpelthen kedeligt i forhold til den sprælske start på albummet.

Så selv om der er meget positivt at sige om opsamlingen, lider den alligevel af det klassiske tribute-problem: Det er så forbandet svært at begrænse sig, når først kunstnerne har sagt ja til at være med. Halvdelen af de sidste 10 numre kunne med fordel have været skåret væk. Så havde Johnny Stage stået bag dette års første virkelige alvorlige overraskelse hos mange pladekøbere. Det er dog tvivlsomt, om denne udgivelse kommer til at ramme lige så bredt som adskillige af deltagerne kan/har kunnet, men en smule opmærksomhed til den alvorligt excentriske Joe Meek er dog fortjent. Hvis disse 19 numre kan hjælpe til dét, kan de fleste lyttere nok godt leve med at måtte springe fem-seks af dem over.

★★★★½☆

Deltag i debat