Plader

Patrick Wolf: The Magic Position

Det indadvendte og mørke er afløst af et farverigt musikalsk univers, hvor man kun lige kan ane de tunge skyer. Patrick Wolf giver den hele armen og skyder sine poppede kompositioner af med et væld af lydflader, der består af elektroniske programmeringer tilført klassisk instrumentering. Et vovestykke, men den unge mand holder tungen lige i munden.

Patrick Wolf er ikke less is more-typen. Tværtimod favner han både bredt og højt, når han skriver sine farverige sange, der er pumpede med fortryllende virkemidler. De poppede kompositioner kommer til verden via instrumenter som strygere, klarinetter, harper og ukuleler, der er pakket ind i et væld af programmeringer og elektroniske finesser. Der står multiinstrumentalist på visitkortet hos Wolf, og han går hele planken ud.

The Magic Position er langt mere legesyg og farverig end forrige udspil, den melodramatiske Wind in the Wires, der hyllede sig selv ind i mørke og melankolske arrangementer uden de nærmest lalleglade udskejelser, hans nye plade præges af. Men albummet er absolut hverken ligegyldigt eller overprætentiøst, selv om det altid er en balancegang at udfordre rammerne for, hvor meget en popmelodi kan rumme.

Der er tyngde i musikken, og det teatralske snit, den 23-årige englænder giver sine numre, lever glimrende – både gennem det berusende beat i titelnummeret og i det mere emotionelle som duetten “Magpie” med Marianne Faithfull. Der er lidt af det hele, og der er fyldt helt op til randen.

Dertil kommer Wolfs meget markante vokal. Han har en særdeles dyb og fyldig stemme, der virkelig fylder rummet ud, og han evner at sidestille sig selv og musikken, så ingen af delene stikker af sted, men i stedet smelter sammen til en fornem symbiose.

I balladen “Augustine” får strygerfladerne maksimal fylde sammen med et virkelig effektfuldt klaver, der driver tingene frem. Omvendt går det hæmningsløst og eksplosivt for sig i “Overture”, hvor den ene programmering efter den anden lægger sig som ringe i vandet, og hele tiden skubber til de i forvejen bestående musikalske bølger, der i et heftigt beat skiftevis går fra næsten stilhed til kraftig banken.

Patrick Wolf bygger sine kompositioner flot op. Han varierer fint mellem det stemningsfulde, ekspressionistiske, fyldige og det sagte. Helheden hænger rigtig godt sammen, og det bliver aldrig rodet, fordi der er fremragende melodier inde bag den mindre maskinpark, som Patrick Wolf gør brug af.

Wolfs elektroniske kammerpop-projekt er ambitiøst, og nogle vil med garanti beskylde ambitionsniveauet for at være en tak for patetisk – en beskyldning, der er forståelig nok, da den højtbelagte kammerpop godt kan blive en anelse kvalm.
Alligevel er det svært at modstå de eminente og farverige beats, der giver associationer til en kreativitet, man kun møder hos Beck – og lige så indtagende er de stille passager, der frembringer kuldegysninger. Wolf har formået at mikse det klassiske med det moderne og elektroniske. Hæmningsløst og med en overbevisende tro på egne evner slipper han godt fra sit forehavende. The Magic Position er endnu en stjerne på den unge mands skuldre.

★★★★★☆

Leave a Reply