Plader

Apostle of Hustle: National Anthem of Nowhere

Skrevet af Mikkel Mortensen

En god del af melodierne fænger, og der er en ganske bred spændvidde på det andet album fra Broken Social Scene-guitaristen Andrew Whitemans sideprojekt Apostle of Hustle. Musikken kunne dog sagtens bruge lidt mere dybde.

Broken Social Scenes detaljerede, dybt komplicerede lag-på-lag-rock tager – logisk nok – lang tid at skrive og indspille, så derfor kan det ikke overraske nogen, at bandets medlemmer har behov for at koble af med et sideprojekt en gang imellem. Dette gælder også bandets leadguitarist Andrew Whiteman, der i 2004 lavede sit første album under navnet Apostle of Hustle. Det hed Folkloric Feel og var inspireret af en to måneder lang rejse til Cuba, hvor Whiteman blev fuldstændig fascineret af kulturen i Havana – ikke mindst af musikken. Derfor havde Folkloric Feel et latin-præg, der også pletvist kan mærkes på opfølgeren. Whiteman og hans samarbejdspartnere kommer dog vidt omkring på National Anthem of Nowhere, og størstedelen af sangene bærer ikke meget præg af Whitemans flirt med det cubanske.

National Anthem of Nowhere spænder bredt, og det er imponerende, at et album, der indeholder så forskelligt materiale som det sommerpoppede titelnummer, den latin-influerede “iRafaga!”, den dystre “Haul Away” og den tyste “NoNoNo”, føles sammenhængende. Dette er muligvis også albummets største bedrift, da det – på trods af variationen – aldrig formår virkelig at overbevise, og derfor føles som en noget kedelig affære uden den helt store relevans.

Albummet har dog sine gode øjeblikke som f.eks. titelnummeret, hvor Whiteman har fundet en tilpas god melodi og er fuldt ud tilfreds med at skrive en fin, lille popsang med masser af luftige, sommeragtige guitarer. I samme rille finder man den ligeledes fine “Chances Are”, der udbygger instrumenteringen med elegante blæsere.

På trods af de iørefaldende kvaliteter hos ovennævnte får man hurtigt lyst til sange, der har mere at byde på end en nogenlunde iørefaldende melodi. Dette har Whiteman forudset og giver os derfor “Haul Away”, hvis mørke bas giver sangen en lurende, ildevarslende stemning, der giver albummet en farlighed, der ikke er at finde andetsteds på albummet. Der er ligeledes gode takter i den afsluttende “NoNoNo” – albummets eneste forsøg udi ballade-territorium, og det slipper bandet ganske heldigt fra, da sangen både er stemningsfyldt og ganske smuk.

Albummet er omvendt værst, når den cubanske indflydelse er kraftigst. Dette sker i “iRafaga!” og “Fast Pony for Victor Jara”, hvor Whiteman også synger på spansk. Her begiver Apostle of Hustle sig ud på alt for dybt vand – endda uden de melodier, der kunne sikre sangene en form for eksistensberettigelse.

Det er forståeligt, at Andrew Whiteman gerne vil lave noget simplere og lettere, når han holder frikvarter fra Broken Social Scene, men selv om National Anthem of Nowhere viser, at Whiteman og hans forskellige samarbejdspartnere er i stand til at lave et ganske varieret album uden at falde igennem, savner man dog uvægerligt noget dybde.

Albummet er bestemt ikke dårligt, men der mangler noget. Noget, der for alvor begejstrer. Noget, der får hårene til at rejse sig eller tårerne til at stå i kø, eller måske bare noget, der får én til at synge med. Den slags oplevelser får man bare ikke fra National Anthem of Nowhere, men hvis albummet har sørget for at Andrew Whiteman er klar til endnu en tørn (og endnu et stærkt album) med Broken Social Scene, skal han bare have lov til at muntre sig med Apostle of Hustle.

★★★☆☆☆

Deltag i debat