Plader

The Apples in Stereo: New Magnetic Wonder

Skrevet af Theis Ørntoft

Amerikanske The Apples in Stereos soundtrack til sommerens hotteste dage rummer hele 24 sange, hvilket unægteligt gør det svært at tale om en koncis helhed. Men omvendt ligger det overvældende sangmateriale godt i tråd med den lidt viltre, gakkede kreativitet, der lader til at være gruppens æstetiske mål.

Personligt har jeg altid haft lidt af en idiosynkrasi, hvad angår plader med over 15 sange på. Medmindre man hedder noget i retning af Sufjan Stevens, kan man umuligt skabe en helhed ud af så mange sange, tænker jeg altid, og det viser som regel også at være korrekt. Der kan stort set altid skæres noget væk på så omfattende produktioner.

Dette standpunkt lader dog ikke til at være sandheden for The Apples in Stereo, som på New Magnetic Wonder præsenterer ikke mindre end 24 skæringer. Retfærdigvis skal det dog nævnes, at 10 af dem har en spilletid på under et minut og derfor ikke kan karakteriseres som regulære sange, men nærmere som en slags mellemspil.

I pressemeddelelsen kan det læses, at disse intermezzoer er baseret på en helt ny skala, som frontmand Robert Schneider selv har fundet på og døbt “the Non-Pythagorean musical scale”. Det er dog unægteligt lidt svært at høre revolutionen i praksis, og et intermezzo som “Hello Lola” kunne med sine 15 sekunder og den vocoder-inficerede tekst »hello, hello Lola« godt undværes. Det er nu engang de skæve, solbeskinnede popsange, der er Apples in Stereos varemærke, og dem er der i alt 14 af på New Magnetic Wonder.

Pladen suser fint af sted med “Can You Feel It?”, der er fire minutters festfyldt popmusik af bedste skuffe. Blandt de andre gode sange kan fremhæves “Radiation”, hvor gruppen formår at pode deres charmeoffensiv med lidt mere eftertænksomme og bittersøde anelser. “Sunday Sounds” lyder som en amerikansk udgave af Belle & Sebastian med en kejtet-men-cool pigevokal i front og frisk 60’er-guitar i baggrunden, og endelig lyser “7 Stars” op midt på pladen som en rigtig lille indiepop-perle med tørre guitarer og fine, glidende synthfigurer.

Produktionen kombinerer på fin vis det tilbagelænede med det detaljerede og står godt til sangenes let psykedeliske snit. Man kunne dog ønske sig en bedre doseret brug af vocoderen, der får lov at inficere lidt for mange af sangene og bliver lidt for fremtrædende.

Når man lægger 24 skæringer på et album, må det være, fordi man bevidst søger det lidt ustrukturerede og rodede udtryk, og med dét in mente lykkes projektet fint for The Apples in Stereo på New Magnetic Wonder. Det ændrer imidlertid ikke på, at de 10 intermezzoer fremstår temmelig overflødige, og i lige så høj grad, som de bidrager til fornemmelsen af flagrende og udsyret kreativitet, tilfører de også helheden et lidt diffust præg, som gør det svært at mærke, hvem Apples in Stereo egentlig er.

Overordnet set har gruppen dog strikket en intelligent omgang popmusik sammen, som på fin vis indkapsler atmosfæren fra en varm sommer-eftermiddag, hvor anlægget spiller ud gennem det åbne vindue, og grebet i tid og sted let mistes. Om det er musik med særlig meget indhold, er tvivlsomt, men det lader heller ikke til at være gruppens projekt.

★★★★☆☆

Deltag i debat