Plader

Bracken: We Know About the Need

Skrevet af Søren Jakobsen

Det er ikke svært at lave en plade, folk hader. Man kan også snildt lave noget ringe, som masser af folk alligevel elsker. Spørg bare Vengaboys. Men det er ikke tit, man falder over en anonym og ligegyldig plade, der er svær ikke at holde af. Det kræver dog tilvænning og tålmod at komme ind under huden på We Know About the Need.

Bracken er slet og ret en solosejlads med Hoods forsanger, Chris Adams, som kaptajn. En af Hoods forcer er, at musikken har en popsensibilitet, der skal graves efter. Brackens debut har sådan set heller ikke det store at sige ved første lyt. Heller ikke rigtig igennem de næste fem.

Grundelementerne i musikken, der for det meste er en afknappet og nervøs drone, lader til bare at sive ud i rummet som gas fra en defekt radiator. Men hele tiden er der noget til stede, der ikke så let lader sig definere. Og efter et stykke tid begynder konturerne af Hoods seneste udspil, Outside Closer, at gøre sig gældende, nogle af brikkerne falder på plads, og de nærmest deforme beats begynder at forme sangstrukturer. Derfra begynder We Know About the Need så småt at blive til en helstøbt plade.

I “Evil Teeth” knækker og bøjer musikken på ret ubegribelig vis. Fra en absurd mængde beats og trommer komprimeret på fem sekunder i starten, forsvinder Adams hurtigt ind i droneland i et hav af tungetale. Hvordan han derfra formår at få tilsyneladende ukontrollerede og tilfældige eksplosioner af bækken, blæsere og rundtossede samplinger til at sno sig ind og ud af nummeret, og samtidig holder snor i nummerets struktur, er lidt af en gåde.

Adams er dog tilsyneladende ikke manden, der kærer sig specielt om eventuelt dårlige odds for succes, for atmosfæren i det relativt simple “Evil Teeth” får de lidt over seks minutter til at virke som noget i retning af 100 år med frost i hjernen. Omvendt tager “Four Thousand Style” skikkelse af noget, der ligner triphop, hvilket ikke kan komme som en overraskelse for folk med kendskab til moderskibet Hoods seneste to plader. Dette er vel at mærke triphop, som den ville have lydt, hvis den havde fået lov at stå lidt længere på 200 grader i ovnen, inden Tricky og co. tog den ud.

Med Brian Eno-parafrasen “Music for Adverts” viser Bracken tillige, at han ud over en væsentlig portion selvironi også kan skrue ned for samtlige kedler og smide et mildest talt chokerende veludført ambient-nummer ned i suppen, uden det kommer til at lyde vattet eller påtaget.

I mellem Adams’ iskolde og småuhyggelige vokal og musikkens ofte nærmest manglende eksistens er der ofte ikke mange millimeter plads til noget så banalt som melodier. Der sker bare et eller andet, der gør, at Brackens debut ikke forbliver den anti-plade, den i starten lyder som, men ender med at åbne for en række ualmindeligt godt doserede numre, der bliver siddende lang tid efter at pladen er slut.

Og dét er en væsentlig kvalitet, for ganske vist har Bracken kort opsummeret en vokal, der lyder som en død mands, fladt strukturerede sange, en snas musique concréte a la Ligeti og elementer af overbagt triphop. Summen af de elementer samt en god spandfuld kreativ tilgang til egne spidskompetencer skaber et helt specielt album, der på mystisk vis bliver både drønspændende og skaber tvivl om, hvorvidt man overhovedet har brug for flere udgivelser fra Hood?

★★★★½☆

Deltag i debat