Plader

Bright Eyes: Cassadaga

Conor Oberst har igen dyppet inspirationssnablen i countrykilden og pennen i sindets mørke sider. Og på ny er der så meget dybde og kvalitet i musikken, at Cassadaga fortjener at blive voldspillet, også uden for teenageværelsernes. Min varmeste anbefaling til alle med interesse i alt. country og indie-folk.

Fra knugende teenageangst til reflekteret desperation – sådan kunne én overskrift til Bright Eyes’ karriere lyde. Fra firespors-lofi til indie-wall of sound kunne være en anden. Bright Eyes har over nu seks regulære albums bevæget sig langt både tekst- og lydmæssigt. Men gennem hele produktionen går der en udefinerbar og alligevel markant rød tråd, der gør, at man aldrig er i tvivl, når man støder på et Bright Eyes-nummer.
Bright Eyes er Bright Eyes, om det så er Conor Oberst alene med en hjerteskærende akustisk guitar, eller om det er med storladen instrumentering og højt til loftet. Og Bright Eyes er altid leveringsdygtig i musik med stor kvalitet og ikke mindst intensitet. Succesfuld fornyelse kunne derfor være en tredje overskrift.

Med det seneste udspil, Cassadaga, samles trådene fra de tre seneste albums Lifted or the Story Is in the Soil, Keep Your Ear to the Ground fra 2002 og I’m Wide Awake, It’s Morning og Digital Ash in a Digital Urn, begge fra 2005. Hovedingredienserne er den bragende og storladne produktion fra Lifted… og countrykilden fra I’m Wide Awake…, og det hele krydres med sikker hånd med enkelte elektroniske impulser a la Digital Ash….

Resultatet er blevet særdeles vellykket. Kendetegnende for albummet er det, at der i samtlige numre – måske med undtagelse af den afsluttende “Lime Tree” som jeg ikke har den store fidus til – er noget vedkommende, noget der fænger. Cassadaga indeholder, bortset fra den forrygende førstesingle “Four Winds”, ikke nogen oplagte hits, men i stedet er det de små detaljer – lyden på en guitar, en melodistump, de eminente korstemmer – de sikrer, at man har lyst til at vende tilbage og fordybe sig i numrene. Og heldigvis bliver langt de fleste af numrene kun bedre ved nærlytning.
“Coat Check Dream Song”, et af albummets mere elektroniske indslag, er måske det allerbedste af dem alle. Stor og alligevel uhyre elegant, nærmest svævende – som en tåge, der omslutter høresansen. En let vibrafon sikrer det friske pust, mens vokalen (der er produceret fantastisk) går lige i mellemgulvet. Teksten er dertil passende sfærisk, for så i to sekvenser at stå tindrende klar: »In the South, the sun is shining / Back in the East, the lights went out« og senere: »Out in the West, the cars are crashing / Up in the North, the ice gave out.« Stemningsmæssigt ligger nummeret ikke fjernt fra Arcade Fires dommedagsflirtende Neon Bible fra tidligere i år.

Ellers er det de mere countryinfluerede numre, som dominerer albummet, og her står “Classic Cars” og “Four Winds” som to perler. I forhold til den nøgne country på I’m Wide Awake… er der fyldt flere instrumenter på med violin og orgel som de mest iørefaldende, hvilket giver en lyd ikke helt ulig Bob Dylans på Desire. Begge numre har et herligt dynamisk udtryk, der i “Four Winds” går i en vilter retning, mens teksten kaster et kritisk blik på vores civilisation. “Classic Cars”, hvis titel hentyder til den slags biler, som de bedste countrysangere dør i, er musikalsk og tekstmæssigt mere tilbaglænnet, men ikke mindre indbydende.

Teksterne holder som altid et meget højt niveau. De består af et miks af håndgribelige fortællinger og mere abstrakte ordlandskaber. Traditionelt tunge emner som krig og globalisering bliver elegant flettet ind i de personlige fortællinger, hvor det selvfølgeligt ikke skorter på stærke oneliners. Som f.eks. den her fra “Classic Cars”: »Never trust a heart that is so bent that it can’t break.«

I “Lime Tree” synger Oberst: »When I hear beautiful music / It’s always from another time.« Det kan godt være, at han har det sådan, men med Cassadaga har han skabt en nutidig plade fuld af smuk musik. Der er ganske givet fundet inspiration i andre tiders musik, ikke mindst 1970’ernes countryrock, men det ligger netop kun som inspiration og aldrig som tyveri. Bright Eyes bygger videre på de andre tiders musik, men kopierer aldrig.
Resultatet er på samme tid enkelt, hjerteskærende og mangefacetteret, sådan som Bright Eyes gør det så godt. Cassadaga er ikke det store eksperiment, men lægger sig som en naturlig forlængelse af Bright Eyes’ tidligere produktion.

★★★★★☆

Deltag i debat