Plader

Death by Kite: s.t.

Skrevet af Lasse Dahl Langbak

Death by Kite har længe været et lovende band. Det har de vist live og på en selvudgivet demo, som har skabt forventninger til den københavnske trios debutplade. De bliver indfriet i form af en række melodiøse, støjindhyllede popsange. Death by Kite er flyvefærdige.

De, der har hørt Death by Kites stærkt melodiøse demo eller overværet en af deres energifyldte koncerter, kan ikke undgå at have visse forventninger til den københavnske støjpoptrios debutalbum. Demoen var hæmmet af en mildest talt ringe produktion, så det lød, som om sangene var optaget i et kosteskab. Men potentialet var åbenlyst, og i de nye versioner fremstår gengangerne fra demoen, “Bhf. Asta”, “Hiroshima” og “Scared of Heights”, knivskarpt, så det er blevet endnu stærkere numre. Og da Death by Kite samtidig kan præsentere en ny håndfuld sange af samme høje kvalitet, indfrier pladeselskabsdebuten det, man kunne forvente.

Det er en energisk støjbrusende plade, hvor trioen i den grad har greb om melodierne. Og de er heller ikke ramt af de børnesygdomme, som mange andre debutanter går rundt med. Her er intet svagt fyld, og musikken er ikke pyntet uklædeligt med lånte fjer. Selv om Death by Kites inspirationskilder såmænd er tydelige nok i deres støjrock møder postpunk-sange fremført af et hæsblæsende janglepopband, er det en fornem blanding, hvor trioen formår at sætte et selvstændigt aftryk på deres musikalske udtryk.

“Bhf. Asta”, demoens klokkeklare hit, er stadig et af Death by Kites trumfkort. Sangen åbner med en fandens effektiv basgang og accelerer i energisk ringlende og støjende guitarriffs. Det er afvekslende opbygget, da den generelt hektiske spillestil bliver afløst af passager, hvor trommeslager Kristian Kimer taktfast holder et mere moderat tempo, og en pause, hvor tiden står fuldstændig stille, indtil det iørefaldende omkvæd igen tager over.

På Death by Kites pladeselskabsdebut får “Bhf. Asta” hård kamp til stregen. Især af “Himmelfahrtskommando”, der byder på et godt stykke hidsigt ringlende guitararbejde, og den klirrende guitarstøjperle “Wedding”, som udover at være stærkt melodiske og fermt skruede sammen viser, hvor velklædende Bjørn Langes lyse, lettere skingre vokal og Sidsel Marie Hermansens mørkere, distancerede ditto er side om side.

“Love Is Never Having to Tell a Lie”, en højtgearet, betingelsesløs kærlighedserklæring (»You drink and drive and you fuck your friends / but I love you«), står også stærkt, men det hele bliver overtrumfet af “Pills”, der måske er det bedste, Death by Kite endnu har præsteret. Det er et vaskeægte hit, både målt på tid (2.57 minutter) og på dens ørehængerkvaliteter. Igen er det en ringlende guitar beklædt med støj, der gennemstrømmer nummeret, men i “Pills” er det ekstremt fængende. Det samme er både vers og omkvæd, og trommeslager Kimers træfsikre spilstil er ligesom på resten af pladen tilpas enkel og afbalanceret til, at Lange og Hermansen får rum til deres støjende udladninger.

Netop trommerne er den primære grund til, at den enkle spillestil ikke drukner Death by Kites sange i et morads af støj. For i modsætning til de gamle sange fra demoen er debutpladen som helhed præget af hurtigt bas- og guitarspil, der må give ømme håndled, frem for at lade postpunkede basgange være sangenes holdepunkt. Og det lykkes til fulde for Death by Kite, som holder et højt niveau på hele pladen. Ingen steder falder trioen igennem ved at levere ligegyldigheder, og det er i sig selv et plus. Bedre er det, at hovedparten er energisk smittende og melodisk veldrejede støjpopsange.

★★★★☆☆

Deltag i debat