Koncerter

Dylan, Bob, 02.04.07, Forum, København

Bob Dylan spillede en stærk koncert i går i Forum. Det hele bar muligvis lidt præg af, at vi stadig er i begyndelsen af turneen. Altså: ikke helt så stramt, som man kunne tro. Men ikke desto mindre fedt.Hver gang Dylan spiller i Danmark, bliver der lagt i kakkelovnen på den ene eller anden måde: Enten får han sindssygt stryg, eller også får han umådeholden og ubetinget ros. Det er, som om dem, der holder af Dylan, insisterer på at give ham ekstra gode anmeldelser, for ligesom at imødegå det mere teenageagtige segment, der hårdnakket insisterer på, at manden er grå og kedelig (og lad os få noget mere hindbærvand, tak). Det er sjovt nok at følge med i.

Et hurtigt blik på aldersfordelingen blandt publikum i Forum i går aftes afslørede, at der hovedsagelig var repræsentanter fra den første gruppe, de glade fans, mens de tvære teenage-Bloc Party-tilhængere var i undertal. Faktisk var salen et regulært hav af grå manker og skaldede måner, kun afbrudt af smilende tandsæt, der snarere var præget af porcelæn og guldkroner end af bøjler. Så de kritiske røster fik ikke meget plads. Det var der nu heller ikke megen grund til, for Dylan leverede en stærk koncert, der trods et par små sammenbrud var seriøst medrivende. Hans band er et voldsomt godstog, og i de bedste øjeblikke er det virkelig benhård musik.

Bob Dylan – fra en tidligere koncert i USA

I forhold til den sidste håndfuld Dylan-koncerter, jeg har været til, var der et par forskelle. For det første lægger han ikke længere ud med “Maggie’s Farm”, hvilket er fedt nok – det er ikke hans bedste sang. Mere vigtigt er det, at han efter et par års pause, hvor han udelukkende har spillet på orgel, igen er begyndt at spille på guitar. Rygtet var løbet i forvejen fra Sverige, og derfor var det med spænding, man mødte op – og måske også med en snert af frygt for de knastørre tretonesoloer på 10 minutter, han førhen kunne finde på at fyre af.

Det var kun i de første fire numre, at Dylan spillede på guitar. Til gengæld gav det superbonus, og fra første tone var al frygt forstummet. Åbningsnummeret “Tweedle Dee & Tweedle Dum” fra Love and Theft blev spillet i en hårdkogt version. Og dernæst fortsatte det i samme voldsomme, energiske gænge – ikke mindst “Watching the River Flow” var fænomenal – indtil Dylan lagde guitaren fra sig og bemægtigede sig det slidte orgel, som han har klimpret på de seneste par år.

Herfra blev det lidt mere blandet. Der var smukke lyspunkter: “Visions of Johanna” blev f.eks. leveret i en intet mindre end fantastisk version. Det samme gjorde “Desolation Row” – der dog var omarrangeret så kraftigt, at det lige tog et par vers, før Dylan og hans mænd fik spillet sig rigtigt ind på hinanden. Og det første ekstranummer “Thunder on the Mountain” fra Dylans seneste (ret overvurderede) udspil Modern Times var en rå energibombe.
Omvendt var et nummer som “Spirit on the Water”, ligeledes fra Modern Times, ikke helt skarpt. Alt i alt var bandet dog i topform. Nu er vi jo i begyndelsen af turneen, så de kan måske ikke arrangementerne helt på rygraden endnu. Men det kan de formentlig inden længe, så der er al mulig grund til at tro, at koncerten i Herning om en måneds tid bliver topklasse.

Det er på en måde lidt overraskende, at Dylan er så populær. For det er ikke just radiovenlig pop, han giver sig af med. Hans stemme lyder komplet slidt og udflippet. Hans orgelspil er nærmest direkte useriøst og klodset. Han insisterer på at spille sine hits i alternative arrangementer. Hans band lyder som soundtracket til en pickup-truck-biljagt i Sydstaterne. Det er med andre ord virkelig stærkt og fænomenalt indtagende! Hvis Dylan kan siges at være faldet lidt af på den med sit seneste album – og det er han altså, både Time Out of Mind og Love and Theft er klart bedre, say what you will – så er han til gengæld usvækket, når det gælder koncerter. Det fik vi bevist i går.

Karakter:       Bedømmelseskriterier

Deltag i debat