Nyheder

El-P: Cannibal Ox-plade bliver ikke færdig

For halvandet år siden var vi nok lige rigeligt langt fremme i skoen, da vi gættede på, at der kun ville gå måneder, inden Cannibal Ox kunne udgive deres andet album. Vi lod os nok rive med af, at hiphop-duoen var programsat til at spille i Århus nogle få dage senere – en koncert, som Cannibal Ox dog aldrig selv havde sagt noget om. For det viste sig, at Vast Aire ikke måtte forlade USA, fordi han stod foran at afsone samfundstjeneste.

Og lige så galt som det gik med Århus-showet, lige så problematisk har arbejdet med opfølgeren til den mirakuløse debutplade The Cold Vein været. Rundt om på nettet har der svirret en del rygter om, at duoen igen-igen-igen er blevet uvenner, og de er nu blevet underbygget kraftigt af El-P, der skulle producere en del af albummet.

I et interview på Can I Bring My Gat siger El-P, der også ejer Cannibal Ox’ pladeselskab Def Jux, at han tvivler alvorligt på, at der kommer mere musik fra de to. Han betegner det tilmed som en “umulig opgave” for de to at komme til at fungere sammen.

Deltag i debat