Plader

Fujiya & Miyagi: Transparent Things

Skrevet af Anders Mortensen

Retro-trenden kører videre, og nu er turen kommet til en genopfriskning af krautrocken tilsat nye, luftige toner. Med snilde og underspillet funk har Fujiya & Miyagi skabt et af årets bedste og mest stillestående dansable albums.

I begyndelsen af det nye århundrede var det kendetegnende for en stor del af musikscenen, at tidligere tiders musikalske arv blev taget op til revision og gennemgået på ny. Garagerocken havde sin tid, punkfunken kom derefter, og til sidst var det new wave, der dukkede op igen med slips, skjorte og Hitler-hår. En stor del af anmelderskaren tog imod de nye bands med kyshånd og behandlede dem som den nye generation, der endda blev døbt New Rock Revolution af musikbladet NME, mens den sidste del af anmelderne rystede på hovedet og foretrak originalerne.

Det var derfor med en stor del skepsis, at jeg modtog Fujiya og Miyagi, der ikke lægger skjul på, at de tager udgangspunkt i en blanding af den hæderkronede og mystiske krautrock fra 70’erne og discolyd a la 80’erne. Umiddelbart lyder det originalt, men der er altid risiko for, at den slags veldrejede sætninger blot er et forsøg på at skjule en mangel på idé. Og der skal bestemt ikke herske nogen tvivl om, at Fujiya & Miyagi kan deres forbilleder til mindste detalje. Men det gør ikke noget, når albummet er så helt og aldeles uimodståeligt.

Det er ikke to japanere, der står bag albummet, men derimod tre blege englændere, der bare har valgt at opkalde sig efter østens elektronik og så ham den gamle, der lærer en dreng at polere biler og male hegn i en af de helt store 80’er-klassikere, Karate Kid. Det er trioen tredje album, men fungerer mere som en opsamling på deres to første plader, og derfor er pladen fyldt med højdepunkter.

Pladen lægger ud med en invitation. Hen over et simpelt krautbeat hviskes der »Fujiya… Miyagi… Fujiya… Miyagi…«, og en simpel synth dukker op og lægger en behagelig baggrund. Vokalen er tydelig som en vuggevise og forsøger at lulle éns ører ind i en tilstand, der gør én fuldstændig modtagelig. Hele nummeret kan ses som en hyldest til “Hallo-Gallo”, der åbner kraut-klassikeren fra ’71, den selvbetitlede debutplade fra tyske Neu!
Tematisk beskriver teksten oplevelsen af at finde et krøllet pornoblad på fortovet, når man er på vej til skole, og det fungerer som en introduktion til det uskyldighed vs. seksualitet-tema, der kører igennem hele albummet.

Allerede i andet nummer skifter stemningen, og vi befinder os ikke længere på fortovet, men i loungelokalet på en natklub. En meget diskret funkrytme over endnu et krautbeat skaber en lille poppet og meget simpel perle af et nummer, hvor der konstant bliver gentaget: »Got to get a new pair of shoes / to kick it with her / then kick it with you.« Det er ikke rulleskøjter og stroboskoplys, men nærmere dansemusik for bænkevarmere.

Andre steder er pladen ren Kraftwerk/Neu! som i “Conductor 71”, der er rent instrumentalt og går helt væk fra det moderne og lyder fuldstændig som dengang i Berlin. Det er lige ved at blive så retro, at man næsten kører, kører, kører på motorvejen, men det kammer ikke over. På trods af inspirationskilderne bliver albummet ikke uddateret, da et af de mere tydelige idoler er den franske duo Air, og det giver luft og svævende fornemmelser til de enkelte numre.

Albummet er et sjældent helstøbt pop-elektronik, der på trods af et par haltende numre imponerer i sin kompetente tilgang til tidligere tiders triumfer uden at kopiere dem.

★★★★½☆

Deltag i debat