Plader

Nils Grøndahl: Jeg har noget tilsvarende derhjemme

Skrevet af Kristian Holgersen

Nils Grøndahl tager kærligt hånd om lagkagemetoden på sin debutplade under eget navn. Den består af flåede violinstrøg lagt lag på lag med sinustoner og sovepulver på toppen.

Nils Grøndahls musik kan presses ned, så den fylder meget lidt. 12×12 cm og få millimeter i højden. Men åbner man det spinkle papomslag og tager cd’en ud, opdager man al den støj og turbulens, en violin kan gemme i sine fire strenge.

Jeg har noget tilsvarende derhjemme er Grøndahls første udgivelse under eget navn. Ud over flagskibet Under Byen har han medvirket hist og her i forskellige sammenhænge på den danske musikscene. Alligevel er hans udspil ganske overraskende at lægge øre til, især fordi det er så forskelligt fra, hvad han plejer at spille til hverdag. Det er meget atypisk i sin form og udtryk. Væk er den inderligt stønnende kvindestemme, de nærmest uforståelige tekster og trommerne.

Albummet er lyden af en storm, der tager til og stilner af. En sammenfiltret garnnøgle af violiner lagt lag på lag af hinanden. Pladens enlige komposition begynder dog blidt. Fine toner drysses roligt ud til lytteren, som helt sikkert fornemmer stilheden før stormen. Langsomt bygges det ambiente lydbillede op violin på violin. Efter otte minutter løjer den første støjende sekvens af og efterlader højtalerne næsten tomme for lyd.

Skarpe hyletoner tager over og overlapper hinanden. De er til tider helt ulidelige at lytte til. Det er lidt som at have klartonen i en telefon på medhør i to minutter, men Grøndahl får alligevel skabt en god kontrast til resten af pladen. Som lytter er det svært at finde ud af, om man hviler ørene eller anstrenger dem, mens det står på.
Resten af pladen er mere anonym og domineres af en susende støj med perlende overtoner af violinstrøg, indtil den brænder ud efter tyve minutter.

Stilmæssigt minder pladen om den avantgardistiske kollega Tony Conrads eksperimenter med violinen, som også af ham bliver brugt til at fremtvinge støj med, og om John Cales ekspeditioner i samme univers. Det gælder især projekterne med minimalisten La Monte Young og hans musikalske bidrag til Velvet Underground. Nils Grøndahl er dog ikke helt lige så interessant.

På trods af viljen til at gå nye veje er Jeg har noget tilsvarende derhjemme en jævnt kedelig affære, som man meget hurtig kommer sig over. Melodierne er skubbet i baggrunden til fordel for udforskende lydtapeter, som er pladens hovedattraktion. Desværre bliver det aldrig så interessant, at man glemmer tiden og lader den over tyve minutter lange komposition spille uden at se på uret.

I bund og grund begrænser udgivelsen sig til at være et åbent vindue ind til Nils Grøndahls øvelokale, hvor han afprøver ting og grænser af. Det er en interessant tanke, og man fornemmer Grøndahls meget fine evner på det klassiske instrument. Men det er, som om magien mangler. Musikken folder sig ikke ud, men virker tværtimod nogle steder underlig fladtrådt på forhånd. Ærgeligt, når nu potentialet til noget stort er til stede.

★★½☆☆☆

Deltag i debat