Plader

Gravy: Glory to Our Brilliant Name

Skrevet af Jan Sorensen

Danske Gravys andet udspil Glory to Our Brilliant Name byder på en lettere psykedelisk blanding af 60’er inspireret syrerock tilsat elementer af punk, hiphop og elektronik fra en iskold skurvogn på Amager anno 2007. Det har givet plads til mange spændende detajler, men desværre på bekostning af finishen.

Gravys selvbetitlede debutalbum fra 2005 havde legesygen, humoren og den gode energi i højsædet, og på Glory to Our Brilliant Name forsætter Gravy den eksperimenterende stil, anført af forsanger, guitarist og primus motor Nikolaj Grummesgaard, som tidligere har haft sin musikalske gang i bl.a. Godless Wicked Creeps og The Defectors. Med sig har han et hold af kompetente musikere fra den danske undergrund, heriblandt intet mindre end to trommeslagere.

Idérigdommen er massiv på Glory to Our Brilliant Name. Allerede fra “Depression Is Near” bliver vi mødt med et ildevarslende korarrangement, der rammer følelsen af frustration og melankoli ret godt. Dette afløses af et energisk guitartema, der på en bund af groovy trommefills og syrede effekter, hensætter lytteren til indian summer og den tilstand, hvor man godt ved, at solens lys er en lånt affære, og at efteråret og vinterens mørke snart sætter ind. Dette betyder dog ikke, at vi ikke får lov til at nyde sensommerens sidste åndedrag i form af bl.a. tværfløjte og nummerets generelt varme karakter.

Titelnummeret er til gengæld noget tungt at danse med. Intentionen har været at lave et tilbagelænet nummer, og det er også lykkedes. Faktisk slæber nummeret sig så langsomt af sted, at det synes drænet for energi og fremdrift. Det er synd, for det har faktisk nogle gode guitarmellemspil og et catchy omkvæd.

Anderledes fremdrift og gang i den er der i “Tell Me”, som med westcoast-poppet kor og et frisk dansabelt beat leder tankerne hen på 60’ernes rock’n’roll. Teksten »Is it really your passion / Or is it money and fashion?« skal ses som en lille kærkommen og sarkastisk hentydning til de mange moderockbands, for hvem image og overflade synes at være vigtigere end musikken.

Gravy fortsætter den sarkastiske stil med “Plastic Tits and Radio Hits”, hvor titlen vist siger det meste. Det er et roligt og tilbagelænet nummer, og her fungerer det sidstnævnte rigtig godt. Nummeret groover godt uden at miste energi, og de afvekslende stykker samt vokalen er med til at give nummeret et fremadrettet udtryk. Og så er det i øvrigt en lækker detalje, at nummeret både spilles shufflet og lige, og at der under det ligefremme ride-bækken er blevet plads til lidt 6/8-dele poly-rytmisk afro-cubansk hihat. Her synes setup’et med to trommeslagere virkelig at komme til sin ret.

Groovet er absolut også i højsædet i singleudspillet “Back With the Nerds”, der byder på alt lige fra håndspillet hip-hop og electro inspireret trommebeats til franskbrød, bongotrommer og et basostinat, der ville være Bob Marley værdigt. Det er svært at holde kroppen i ro, og nummeret har en så flabet cool vibe, at det skriger på henkastede håndtegn og street-moves, dog i den nørdede version med skolebøgerne under venstre arm og læsebrillerne i den anden hånd. Nummeret afbrydes midlertidigt af et punket indfald, som helt sikkert nok skal fungere godt live, evt. i en forlænget version, og som føles herligt forløsende, da nummeret indtil da har været holdt i meget stramme tøjler.

“Oh No” er et lidt naivt og blødt indierock-nummer, igen med rødderne plantet i 60’ernes muld. Det har en lidt poppet aroma, og man kommer til at tænke på 60’ernes og 70’ernes populære isbarer med dertilhørende røde plastiksæder og obligatoriske jukeboks. Nummeret synes dog desværre at lide af nogle lidt svage melodilinier i vokalen, og det gør, at det hurtigt bliver en lille smule trættende at høre på. Omvendt ender det The Doors-inspirerede “On My Own” med at blive lidt anonymt – hvorfor er der f.eks. ikke lidt mere tyk Hammond i mixet?

Med “I Don’t Believe” beviser Gravy, at de sagtens også kan være sarte i udtrykket med både fløjter, smukke strygere og sang i falset. Nummeret er indspillet uden at havde været øvet først, og måske har netop dette også været medvirkende til at give nummeret dets skrøbelige karakter. Et udtryk, der klæder Gravy godt og skaber et af albummets allerbedste numre.

Med “Dreams Come True” slutter Gravy, hvor de startede. Nummeret er en syret musikcollage, der starter med både fuglefløjt, torden og guitarsolo, som afløses af et mere afdæmpet stykke med støj, marchtrommer og uforståelig tale for så til sidst at syre ud med et psykedelisk kor. Nummeret har en god energi og opbygning og er i det hele taget repræsentativt for Gravys brug af vidt forskellige genrer og musikalske idéer.

Netop denne legen og shoppen rundt mellem et væld af indfald er en af Gravys største forcer, men samtidig også bandets akilleshæl. For fokuseringen på alle detaljerne sker på bekostning af det endelige udtryk, og pladen som helhed undgår ikke at fremstå som en smule rodet. Så selv om der sker rigtig mange spændende ting, kunne man godt savne lidt mere skæren ind til benet og skarphed i produktionen. Men Glory to our brilliant name er dog et godt dansk bud på en indierock-plade fra et band, som har fundet sin niche, og som tør være helt sig selv.

★★★☆☆☆

Deltag i debat