Plader

Josh Haden: Devoted

Skrevet af Jakob Lisbjerg

Josh Haden sagde for et par år siden farvel til bandet Spain. Nu er han klar med sit debutalbum som soloartist, hvor han får meget hjælp fra Dan ‘the Automator’ Nakamura. Josh Hadens stemme er stadig dejlig mørk og blå, men den fungerer sjældent med Nakamuras beats, der ligesom glatter for meget ud.

Efter tre albums som bassist og forsanger i Spain fik Josh Haden lyst til at prøve noget nyt. Hans stemme fungerede perfekt med de blå toner og den følelsesladede musik, som Spain stod for. Men mødet med produceren Dan ‘the Automator’ Nakamura (kendt fra Handsome Boy Modelling School og vel især Gorillaz) gav Haden lyst til at forsøge sig med kombinationen af sit sangskrivertalent og Nakamuras beats.

Det blev i første omgang til ep’en Light of Day og nu albummet Devoted. Josh Hadens stemme er stadig en stor del af musikken, men nu leger han lystigt med beats og en mere tilbagelænet downtempo-stil. Nakamura har produceret og er krediteret som medkomponist på størstedelen af numrene, hvilket helt sikkert har påvirket musikkens udtryk væsentligt.

Albummet er derfor en kombination af Haden og Nakamuras musikalske stile. Som tidligere Spain-lytter er det især Nakamuras beats, der falder i ørerne. “Show You the Way” har det mest markante hip-hop-beat, og derudover er lyden på albummet helt anderledes end Spain: Der er mindre blues, mindre mørkeblåt, og hele tonen er generelt lysere, klarere og også fladere – pænere ville nogle sige. Og det er måske hele problemet med Josh Hadens musikalske skifte – de stærkeste momenter på pladen er dem, der stadig rummer fragmenter af Spain-lyden.

Josh Haden har tidligere udtalt, at han kun spilder sin tid på musik, der kan hjælpe ham med at få en dybere forståelse af livet. Det afspejles dog ikke i hans tekster, der nu fremstår som mere banale end nogen sinde. Under Spain-navnet var musikken så dragende, at teksterne ikke var vigtige. Men nu, hvor det er simple, nedbarberede melodier og enkle beats, der udgør musikken, kan man ikke undgå at trække på smilebåndet over Josh Hadens tekster.

»Oh darling girl / You should know / Baby I love you so / All my love / Has no bounds / And it’s all for you«, synger Josh Haden i “Discontent”. Og det er – sagt med lidt skarp tunge – mere eller mindre indholdet af alle teksterne på albummet. Hans kredsen om kærlighed bliver hurtig banal, når den ene sang efter den anden handler om, hvordan han fortæller sin kvinde, at han elsker hende.

Det bedste nummer er “Want You So Bad” (bortset fra teksten), hvor musikken som en mørk spiral snurrer omkring en simpelt beat og en blå melodi – nedad og nedad. Ellers er der ikke megen spænding på albummet, for langt hen ad vejen minder de fleste numre i deres anonymitet meget om hinanden. Man kan finde små variationer som reggae-bassen, der er fundament for “Discontent”, eller koret i afslutningennummeret “Salvation”, der også er et mere storladent nummer end resten af albummet. Men hvis man lytter uden fokus, er der ikke meget variation at hente på Devoted.

Tommelfingeren opad for Josh Haden, fordi han forsøger sig med noget nyt og andet end Spain – men nedad med fingeren, fordi Haden ikke rammer helt plet.

★★½☆☆☆

Deltag i debat