Plader

Hauschka: Room to Expand

Skrevet af Mikkel Arre

Volker Bertelmann har modificeret sit flygel, så det både kan lyde som en klimprende spilledåse af blik og som et helt almindeligt flygel. Det har resulteret i en yndefuld plade, men Bertelmanns forkærlighed for gentagelser er til tider lidt af en hæmsko.

Tyske Volker Bertelmann kan noget med korte, rammende pladetitler. Hans forrige plade under kunstnernavnet Hauschka hed The Prepared Piano og bestod af netop dét. Opfølgeren hedder Room to Expand, og der er lige præcis masser af plads i musikken. De forholdsvis spartanske arrangementer levner masser af tomrum, som lytteren selv skal fylde ud. Og det kan man slet ikke lade være med at gøre, når Room to Expand er allerbedst.

Ligesom på den foregående plade betjener Bertelmann sig med kærlig hilsen til avantgarde-pioneren John Cage af prepared piano. Bertelmann har altså pakket sit flygels strenge ind i læderlapper eller klemt diverse smådimser ned mellem dem. Det betyder, at instrumentets potentiale som percussion-element bliver fremhævet en hel del, hvilket man bl.a. bemærker i det smukke åbningsnummer “La Dilletante”. Her bliver nogle af klaveranslagene nemlig snarere til klangløse klik end til fyldige klange. Nummeret er også blandt de mest vellykkede eksempler på en anden af Bertelmanns foretrukne strategier, nemlig at tage udgangspunkt i rundgange. Her er det både en abrupt klaverfigur og en sørgmodig cello, der kører i cirkler – og da de så midtvejs bryder ud af gentagelserne, er det en skøn forløsning.

Bertelmanns brug af repetitive figurer svinger imidlertid en hel del rent kvalitetsmæssigt. Det ellers herligt lette og muntre “Paddington” bliver hakket i stykker af et staccato-klaver, der forhindrer ethvert flow i nummeret, og “Belgrade” ender bare med at stå i stampe, fordi alt er bundet op omkring den samme klaverrundgang. Omvendt ender “Sweet Spring Come” trods en lige rigeligt simpel trommeprogrammering med at blive cirka lige så befriende som dét, titlen hentyder til, fordi instrumenterne i slutningen af nummeret slipper ud af rundgangene og nærmest svulmer af forårssol.

Men mens de repetitive elementer i de enkelte numre altså kan være lidt af et irritationsmoment, finder Bertelmann set over hele albummet en fin fordeling af de cirklende, gentagelse-prægede numre og de mere flydende, nedbarberede kompositioner. F.eks. kommer den melankolske og ret så filmiske “One Wish” i dén grad til sin ret, fordi den ligger lige efter staccato-stilstanden i “Paddington”. I “One Wish” ruller pianomelodien på en helt anden og mere organisk måde, og det er, som om Bertelmann med sine kraftfulde anslag forsøger at kæmpe imod det mismod, der ellers præger nummeret.

Selv om Bertelmann undervejs får besøg af såvel en cellist som To Rococo Rot-bassisten Stefan Schneider, er det svært at undgå at tabe koncentrationen, inden de 50 minutter er gået. Kompositionerne holder sig inden for samme længde, og der er ikke nogen af dem, der for alvor skiller sig iøjenfaldende ud, hverken når det gælder form eller kvalitet. Men hvis man har lyst til yndefuld kammermusikalske klaverkompositioner, er Room to Expand bestemt en plade, man bør udforske – ikke mindst fordi de små metalliske prepared piano-benspænd giver musikken en fin skrøbelighed, der gør det værd at lytte koncentreret efter.

★★★★☆☆

Deltag i debat