Plader

IV Thieves: If We Can’t Escape My Pretty…

Skrevet af Janne Kristensen

IV Thieves’ jævnt kedelige debutalbum har ingen store udsving i hverken positiv eller negativ forstand. Sangskriver Nic Armstrongs stemme har potentiale, og stilen er gennemført. Alt i alt er pladen dog et mere eller mindre ligegyldig, og den afpudsede produktion viser sig som en akilleshæl.

Hvis man blander noget, der ligner Oasis’ skæve, poppede rockswing med Brendan Bensons harmoniske McCartney-sangskrivning og tilsætter et ekstra skvat rå, engelsk charme, har man et godt bud på, hvad IV Thieves er. Men gruppens debutudspil virker så uinspirerende, fortærsket og ligegyldigt, at det egentlig ville være bedst at lade det ligge hen i tavshed.

Historien går på, at sangskriver-darlingen Nic Armstrong fra Glasgow skrev en håndfuld sange, som han først tog med på en turné sammen med bandet The Thieves. Senere opdagede Armstrong dog potentialet i rockbandet og integrerede sig selv og sin solokarriere fuldt ud i ensemblet. The Thieves indoptog ham med kyshånd og udvidede forbryderkonceptet til hele fire tyve. Sammen skrev de forenede medlemmer så sangene på debutalbummet If We Can’t Escape My Pretty…

Netop Nic Armstrongs stemme er et vigtigt element på albummet. Jo mere man lytter til pladen, jo mere viser hans vokal sig at have en ganske besnærende og underholdende skævhed i sig undervejs.

IV Thieves lægges ud med hitsangen “You Can’t Love What You Don’t Understand”, som er en ganske catchy, sikker åbning med Oasis heftigt spøgende i kulissen. Armstrongs røst guider os på smidig og rå vis ind i lydkulissen. Derfra går det dog over stok og sten med så afpudsede, gennemproducerede og jævnt kedelige skæringer, at numrene simpelthen smelter sammen i en mudret, udtrådt og ganske fortænkt rockmasse. Et faktum, som Armstrongs stemme desværre ikke kan råde bod på.

Allerede fra pladens andet nummer er man således som lytter tabt i kedsommelighed. Lyden er så velpoleret, at der godt nok ikke er noget, der gør ondt og skærere i ørene, men ligeledes heller ingenting til at begejstre eller glimte af bare en tilnærmelsesvis kuriositet. I løbet af de følgende 11 skæringer er der derfor næsten ikke et eneste højdepunkt. Hvis man skal nævne ét, må det næsten være “Have Pity”, der med sin Nick Cave-vrængen blandet med blues- og røvballeguitar gør det godt som drilsk indspark.

Hidsige Franz-Ferninand-drillebeats, swingende Oasis-omkvæd og Suede-agtig længsel, der leveres med ganske fin autenticitet, prøver ihærdigt at berettige IV Thieves’ projekt. Bandet vil være og er deres helt eget. Piben spiller bare efter en så gennemtærsket formel, at udtrykket aldrig bliver interessant endsige relevant.

Pop møder rock på en så klassisk vis på If We Can’t Escape My Pretty…, at fire tyve på guitar, trommer, bas og vokal simpelthen skulle se og bruge deres forbryderiske energi på andre beskæftigelser. Albummet placerer sig i spektret mellem det rent forfærdelige og det mere interessante i noget, der nærmer sig ligegyldighedens mørke – som jo næsten er det værste sted at befinde sig.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat