Plader

Jasper TX: A Darkness

Skrevet af Jakob Lisbjerg

Det er virkeligt hørt mange gange før, det her, som Jasper TX laver. Alene med sin guitar spiller han langstrakte, melankolske melodier, der ledsages af uforståelige, dystre feltoptagelser og kradsende støj, der indimellem bryder guitarens melodi. Heldigvis er Jasper TX god til at gentage klichéen.

Jasper TX hedder hverken Jasper eller er fra Texas. Dag Rosenqvist er derimod fra Sverige, men hvor hans musik hører hjemme eller har sit ophav, er hverken USA eller broderlandet et godt bud på. Musikken er nemlig dejlig tidløs. Men den er også en kende uoriginal, og Dag Rosenqvist er en meget genrebevidst herre. Han er heldigvis også ganske dygtig til sit kram, og det trækker op.

Svenskeren debuterede med den fine I’ll Be Long Gone When My Light Reaches You, hvor dæmpede guitartemaer mødte mere aggressiv støj og spæde pip fra fuglesang optaget i svenske skove. Og han benytter sig på sin vis af de samme virkemidler, som han viste sig at mestre på debuten. Men han er virkelig vokset i sin håndtering af elementerne. Hvor debuten indimellem virkede virkelig løs og primitiv i sin simple og efterhånden enslydende opbygning, er A Darkness måske ikke direkte varieret, men absolut varierende i brugen af støjen og guitarens toner strakt så meget, at de ikke lyder af støj, men blot giver en genklang – også mentalt – af deres ophav: guitaren.

Hans forbilleder fornægter sig ikke, hvilket godt kan være lidt synd – i hvert fald for opfattelsen af hans originalitet. Albummets første nummer kunne virkelig være skrevet af alle mulige andre kunstnere, og formlen med den lille, hyggelige melodi præget af guitarens tema med minimal kradsen under er så veludforsket, at Dag Rosenqvist næppe havde behøvet at tage sin musik derhen.

Og så alligevel: For efterhånden som albummet skrider frem, høres det, at Dag Rosenqvist til trods for sin uoriginalitet har fået skruet en god, kraftfuld blanding sammen. De melodiøse numre blandes med mere mørke sider af hans musik, der baseres på udefinerbare feltoptagelser, hvilket gælder “Destroy detroit (the sign of buildings never built)” og “Nightbirds”.

Hans brug af støjen er modnet væsentligt, hvilket især første halvdel af det 21 minutter lange afslutningsnummer “Some things broken, some things lost” viser. De første fem minutter består af et guitartema, der svæver over en blidt støjende bund. Guitaren klinger efterhånden ud, og nu transformers de vibrerende toner over seks-syv minutter mere og mere til en tør støj uden tonale rester af guitaren; en støj, der kulminerer med en boblende volume omkring 12 minutter henne i nummeret.

Så vender guitaren langsomt tilbage, først med en dyb, vibrerende tone og siden med lysere klang, der ikke gentager den tidligere melodi, men snarere har en vibrerende form, der virkelig lyder som en mellemting mellem en gammeldags harmonika og et kirkeorgel. Lyden er ikke smuk, men man imponeres af måden, som musikken transformeres mellem mere og mindre konkrete manifestationer. Crescendoet for kirke-harmonikaen falder omkring 18 minutter henne, og de sidste minutter er en slags pladens udløb, hvor vuggeviseguitar putter lytteren i seng efter den følelsesmæssige marathon, som afslutningsnummeret sikkert er tænkt som. men dog ikke lever helt op til.

Uoriginal som Dag Rosenqvist er, ligger hans styrke i det enkle. Musikken er primært guitar og støj, og optaget på hans ottespors-båndoptager er der ikke mange dikkedarer. Han rammer en fin balance mellem det uhåndgribelige og det mere melodiske, mellem mørk melankoli og mere substantielt savn. Jasper TX gentager en kliché med sin musik, men han er heldigvis god til at gøre det.

★★★★☆☆

Deltag i debat