Plader

Kaiser Chiefs: Yours Truly, Angry Mob

Skrevet af Rasmus Bækgaard

Kaiser Chiefs følger op på megasuccessen fra det første album med en plade, der lyder akkurat som den første. Der er altså tale om klassisk britisk rockmusik, som lægger sig tydeligt i sporene fra Blur og The Jam. Men energi og et par fremragende numre kan ikke ændre på, at middelmådigheden kommer snigende.

Kaiser Chiefs formåede i stor stil at erobre de engelske hitlister med deres første album og fik også oparbejdet et stort publikum i Danmark. Det skete blandt andet på baggrund af en lang række koncerter i Danmark, hvor i hvert fald den første på Loppen viste et energisk band med masser af energi og spilleglæde. Og det var omtrent det samme, man kunne finde på debutalbummet Employment – og omtrent det samme, man kan finde på det nye album, Yours Truly, Angry Mob.

Yours Truly, Angry Mob indledes med førstesinglen “Ruby”, der er en meget poppet og ekstremt fængende sang – et af den slags numre, der på det nærmeste lyder, som om det er skrevet direkte til en radiostation som P3, og rummer dét, som et godt hit er skabt af. Det er ikke den store dybe kunst, men fungerer ud fra en præmis om ikke at foregive at være mere end blot catchy pop.

Der har op til udgivelsen af Yours Truly, Angry Mob været talt om, at Kaiser Chiefs ville skrue mere op for guitaren med en mere hårdtrockende lyd til følge, og at de ville smide de karakteristiske oh-ah-uh-omkvæd væk. Ingen af disse påstande er korrekte, men det gør ikke nødvendigvis noget. Det ville i al fald næppe klæde Kaiser Chiefs, hvis de blev pakket ind i et mere hårdtpumpet lydbillede.

Under alle omstændigheder lyder Yours Truly, Angry Mob fuldstændig ligesom Employment – endda så meget, at samtlige af de nye sange lige så godt kunne have været på debutpladen. Problemet er blot, at det kun er få sange på Yours Truly, Angry Mob, såsom “Ruby”, der kan leve op til niveauet på debutalbummet. I samme kategori er også “The Angry Mob”, der er en flerdelt sang, der nærmest består af to forskellige melodier. Det fungerer rigtigt godt, og sangen er blandt Kaiser Chiefs’ bedste til dato.

Efter disse to indledningssange, der på sin vis repræsenterer de stilmæssige yderpunkter på pladen – det ultrapoppede og den kompositorisk mest gennemførte – er det, som om albummet begynder at køre i tomgang. De næste par sange forsvinder næsten ud i intetheden. Jeg har flere gange taget mig selv i slet ikke at bemærke disse sange og først for alvor at lægge mærke til musikken i “Thank You Very Much”, der med et huggende guitarriff i omkvædet fungerer fint. Sådan fortsætter pladen med primært energiske rocksange og et par ballader ind imellem, hvor den klaverbaserede og ret nedbarberede “Learnt My Lesson Well” klarer sig fint. Der er langt mellem de helt store øjeblikke, men omvendt heller ikke noget, der falder fuldstændigt igennem.

Kaiser Chiefs er stadigvæk dybt inspireret af klassiske britpop-navne, hvor det især er Blur og The Jam, der er de helt klare referencepunkter. Det er et fornemt selskab at være i, men selv om Kaiser Chiefs er velspillende og i deres bedste momenter rigtig gode, er der langt op til forbilledernes niveau. Og hvis man skal være lidt grov, kan man sige, at selv om Blur heller ikke ramte fuldt ud plet fra start, tog de et kvantespring med album nummer to, hvilket Kaiser Chiefs end ikke har forsøgt at gøre. Det er en skam, at Kaiser Chiefs i så stor udstrækning har stillet sig tilfreds med noget nær en gentagelse, og dermed er det mere nærliggende at sætte Leeds-bandet i bås med Oasis’ tomgang end med Blurs konstante udvikling.

Men Kaiser Chiefs og Yours Truly, Angry Mob er også på mange måder udtryk for det, der er problemet med den engelske indiescene i disse år. Den “alternative” musik er blevet ekstremt populær, men det er også ofte i en ekstremt udvandet version, hvor det udelukkende handler om at kunne levere det næste superhit, der både kan gå an på indieklubberne og på pubbens jukebox. Om det er det, Kaiser Chiefs har tænkt på med sangtitlen “Everything Is Average Nowadays” skal jeg lade være usagt, men det er ærgerligt, at Kaiser Chiefs alt for ofte rammer midt i middelmådigheden, når de i deres bedste øjeblikke tydeligt beviser, at de har evnerne til langt mere.

★★★☆☆☆

Deltag i debat