Plader

Lost in Hildurness: Mount A

Damen bag soloprojektet Lost in Hildurness bærer navnet Hildur Ingveldardóttir Guðnadóttir. Sådan cirka lige så islandsk lyder hendes plade Mount A, der består af lag på lag af strygere, harpe og vibrafon. Der er masser af stemning på albummet, men også lige rigeligt meget monotoni.

Island, hvor ellers? Undskyld fordommene, men det kan være svært at se, at en plade som Mount A kan skabes ret mange andre steder. Ingredienserne er cello, harpe, vibrafon, viola da gamba, en smule vokal og en portion laptop. Resultatet er lydcollager, der mest af alt minder om en tur hen over vilde bjerglandskaber.

Når man mangler ord, må man jo ty til billeder, og de fleste ville nok se sig nødsaget til at traske ad den omvej, hvis de skulle beskrive, hvad Lost in Hildurness alias det efterhånden permanente medlem af múm, Hildur Guðnadóttir, egentlig går og fifler med:
Der zoomes i det første nummer, “Light”. Fra toppen af et bjerg, bagud og stadig bagud, så horisonten breder sig, indtil man til sidst skuer ud over det store bjerglandskab af stigninger, dale og tinder – både grønne og sneklædte. Det går langsomt, men bevægelsen er konstant – det samme er melankolien.

Og så af sted. Tilbage hvor vi kom fra. “Floods” er ikke lyden af strømme, men følelsen af vinde, som skubber dig fremad. Tempoet er steget, men ikke meget. Til gengæld er det blevet betydeligt mere uhyggeligt. Samspillet mellem de mange lag af strygere synes uoverskueligt og kaotisk, mens man dog alligevel begriber, at der er en eller anden sammenhæng, tilmed en melodi. Minsandten om der ikke også gemmer sig et spøgelsesagtigt enkvindeskor i baggrunden. Man kommer næsten til at tænke på – ja, elvere!

Vel ankommet til bjerget – og straks går jagten. En flugt fra uidentificerede fjender begynder med “Shadowed”. Celloen er stadig dominerende og nu mere hypnotiserende end nogensinde. Den fortsætter ud i ingenting, kulminerer aldrig, men skaber alligevel på bedste vis en følelse i kroppen og ikke mindst et billede i tanken, som absolut gør et indtryk.
Mødet med “Self” er derfor en lettelse ud over det sædvanlige, for her er jagten endelig slut. Man befinder sig et sikkert sted, falder måske lidt hen, eller beskuer reflekterende naturen, som må være stor og smuk og frygtindjagende.

Turen hen over bjergene genoptages dog efterhånden. Svævende og indimellem til fods. Ned i dale, op igen, i langsomt trav og så på flugt eller i det mindste i løb.
Ved pladens sidste nummer er vi nået til vejs ende. Harpestrenge og ubestemmelige baggrundslyde akkompagnerer nedstigningen. Her er stemningen steget et par grader. Melankolien hersker ganske vist stadig, men der er håb forude. Langsomt går det nedad. Som man forestiller sig landingen med en luftballon.

Mount A er en af den slags plader, som udgør et univers for sig selv. Stemningen er så gennemført, at det ene nummer kun vanskeligt lader sig adskille fra det næste. Det er vist heller ikke meningen, at lytteren skal fokusere på andet end helheden. Produktionen holder ganske vist de enkelte instrumenter forholdsvis skarpt adskilt, men de formår kun at leve deres eget liv inden for det altoverskyggende samlede udtryk.

Resultatet er smukt og dystert, men også trivielt – dog ikke at forstå som banalt eller uopfindsomt. Derimod som ensformigt. Denne ensformighed kræver sin lytter. Hvis man vil have mere end bare baggrundsstøj ud af Mount A, må man sætte sig ned for at lytte, opmærksomt og uden at lave andet. Såfremt dét er muligt, kan Lost in Hildurness vistnok med tiden komme ind under huden på én, sætte sig fast og henføre sin lytter til fjerne landskaber og vågne drømme. Er det ikke muligt – ja, så vil pladen nok forekomme kedelig, og det er vist desværre nok det prædikat, de fleste vil hæfte på den.

★★★☆☆☆

Deltag i debat