Plader

Jesse Malin: Glitter in the Gutter

Skrevet af Mads Jensen

Jesse Malin har fået besøg af en række prominente gæster på sit nye album. De er dog mere med til at understrege, at her er tale om kejserens nye klæder, end de er med til at gøre det interessant. Heldigvis behøver et album jo ikke være nyskabende for at være godt.

Denne plade består af nostalgisk rock. Det er cheerleaderen, der falder for “rockeren” bagest i klassen i stedet for quarterbacken. Det er en convertible ud over the Plains. Det er ungdommens håb og drømme, og så er det først og fremmest ærkeamerikansk. At pladen lægger sig i forlængelse af en lang række solide rockplader, understreges af medvirken af Wallflowers’ Jakob Dylan, Ryan Adams og Bruce Springsteen. Hvis man kender til disse tre, kender man også Jesse Malin. Der er ikke meget opfindsomhed at spore. Det kan end ikke flere prominente medvirkener fra Josh Homme og Foo Fighters’ Chris Shiflett ændre på. Men er man til denne ende af rockgenren, vil man blive rigtig glad for Glitter in the Gutter.

“Black Haired Girl” er et af mange eksempler på et klassisk rocknummer på albummet. Musikken er, som vi kender den. Det vil sige guitar, bas og trommer samt en tamburin. Omkvædet er opløftende og syng-med-venligt. Dermed passer det godt til pladens generelle udtryk, der gennemgående siger opløftende rock. Tekstskrivningen er som ventet solid og fuld af drømme og længsel. Vores helt drømmer gennemgående om at “gøre noget ved det.”
Han drømmer om at tage sin “best girl” i hånden og så bare komme væk fra dette gudsforladte sted. Således også i “Black Haired Girl”: »We’ll be M.I.A. in the USA / my black haired girl / Gimme gimme a kiss / with your apocalypse / at the end of the world / Baby baby be my miss American Pie / Black haired girl,« synger Malin med en rockvokal, der i den grad slægter Springsteen på.

Det er sådan et nummer, der for alvor folder sig ud en fredag, hvor man rejser væk og efterlader hverdagens trummerum bag sig. Selv om man kun skal væk for weekenden, køber man drømmen, som Malin sælger. Drømmen om at være sammen med hende, man i virkeligheden aldrig får fat i – drømmen om et andet liv, hvor man lever af kærlighed og rock’n’roll. Det er netop dét, der gør pladen så god. Den får vitterligt lytteren til at tro på drømmen. Det skyldes i høj grad, at musik og tekst supplerer hinanden så godt. Begge dele udtrykker den længsel, der får lytteren til at tænke, at nu skal han også gøre noget ved det – gribe nuet, invitere cheerleaderen med til afdansningsballet, bestille den rejse til Østen eller hvad ved jeg. Så er det for så vidt lige meget, om man gør det eller ej. Når man lytter til pladen, tror man på det. Og det er netop troen og håbet, som pladen handler om.

Det skinner også tydeligt igennem i “Love Streams”. »Spent my childhood at the movies / with Lenny Bruce and young Joe Buck / One day you wake up and you’re 30 / And you can’t even drive a truck,« lyder det i et af versene. Få det meste ud af livet. Husk at leve. Det er budskabet, der er helt i forgrunden på dette nummer, og som aldrig forsvinder helt i nogen af sangene. Melodien er let melankolsk, men ser alligevel fremad.

I pladens sidste nummer er sommeren ovre. Fortælleren mindes sin ekskæreste til lyden af en melankolsk guitar og et klaver i baggrunden. Trist proklamerer han: »I hope she’s happy, I hope she’s free / Somehow we choose our own destiny.« Sangen handler om hende, der slap væk. Og så handler den om, at det nok skal gå. Man lever videre med ar på sjælen, hvilket udtrykkes på banal, men effektfuld vis med ordene »You can die in the gutter, baby / Or learn to live with the loss.«

Hvor god pladen end er, så kan man dog ikke ignorere den følelse af at have hørt den før, som man ret hurtigt får. Dylan, Adams og Springsteen er oplagte gæster på pladen, for de har alle lavet musik i samme stil som Glitter in the Gutter. Man kan derfor ikke lade være med at spørge sig selv, hvorfor Malin ikke har prøvet noget nyt. Han kunne godt være blevet i genren samtidig med, at han udfordrede lytteren lidt mere.

Men er man vild med genren, vil Glitter in the Gutter være en velkommen tilføjelse i pladereolen. Hvis ikke, kan man finde mange plader, der vil kunne udfylde det samme behov, som Malin kan stille. Så helt kort sagt er pladen rigtig god, den er bare ingenlunde opfindsom eller udfordrende.

★★★★☆☆

Om skribenten

Mads Jensen

 

Biografi:

Jeg kom først sent til at høre god musik, om man så må sige. Som lille knægt syntes jeg, at Shakin’ Stevens og Tina Turner var ret godt. Senere var jeg lige inde over lidt euro-dance. Nu er jeg lykkeligvis blevet kureret og hører, hvad jeg vil kalde markant bedre musik. Jeg kommer fra Aalborg, men bor nu i Odense, hvor jeg læser filosofi med engelsk som tilvalgsfag. Mine interesser udover musik er primært litteratur og at skrive. En god diskussion om religion eller udenrigspolitik går jeg heller ikke af vejen for.

 

Hører i øjeblikket:

Santogold: S.t.

- En blanding af alt godt fra den dansable musiks verden. Jeg ved ikke, hvor godt den holder i længden, men lige nu passer den perfekt. MySpace.

Shivvers: Lost Hits From Milwaukees's First Family Of Powerpop: 1979-1982

- Nogen fortalte mig, det her er et godt powerpopalbum, men det kan siges meget kortere. Det er nemlig bare et godt album. Punktum. Det er banalt, sødt, happy-go-lucky og først og fremmest catchy. Det er lyden af alle teenage-forelskelser nogensinde. MySpace

Lisa Lisa & Cult Jam: This Is Cult Jam

- Nu hvor firsene bliver mere trendy by the second, så er det ganske oplagt også at kigge tilbage, når man skal ryste sin moneymaker. Latin freestyle går man aldrig fejl af, hvis man vil have bas og kitsch i stride strømme. Mindst af alle steder hos Lisa Lisa & Cult Jam. Can You Feel the Beat på YouTube.

Slapp Happy: Casablanca Moon

- Avantgarde-pop er det blandt andet blevet kaldt. Og det er både kantet og catchy. Dette album er fra '74, men det kunne ligeså godt være fra i år. Det er bare tidsløs god musik. Man kan fordybe sig idet, men også bare bruge det som baggrund.

Elysian Fields: Queen of the Meadow

- Åh! Den stemme! Så sexet, så lokkende. Elysian Fields kalder selv deres musik for noir rock, og det passer ret godt. Det er meget mørkt, drømmende og ikke mindst behageligt. En oplagt slappe-af-på-sofaen-plade.

 

Fem favoritalbums:

My Bloody Valentine: Loveless

Bruce Springsteen: Ghost of Tom Joad

M.I.A.: Kala

Emmylou Harris: Wrecking Ball

Blondie: Parallel Lines

Skriv et svar