Plader

Modest Mouse: We Were Dead Before the Ship Even Sank

Skrevet af Mikkel Arre

Det har taget Modest Mouse tre år at følge op på deres seneste succesalbum. I løbet af ventetiden har Isaac Brock & co. desværre glemt, at der skal mere end galskab og et højt energiniveau til at skabe en god plade. Uden gode sange går projektet ikke, og derfor kommer sekstetten aldrig rigtig i mål.

I den første halvdel af karrieren var Modest Mouse særdeles produktive, men siden 2000-albummet The Moon & Antarctica for alvor og fortjent gav bandet en plads blandt de helt store i amerikansk indierock, har det taget betydeligt mere tid for forsangeren og sangskriveren Isaac Brock at få gjort materiale parat til nye fuldlængdeudgivelser. Næsten fire år gik der, inden Good News for People Who Love Bad News blev klar, og siden da er der så gået meget tæt på tre år, før vestkyst-bandet nu kan præsentere We Were Dead Before the Ship Even Sank.

Den lange arbejdstid er ikke uforståelig. Førstesinglen “Float On” fra Good News… blev et gigantisk hit, og pludselig var Modest Mouse allemandseje med alt, hvad det fører med sig af koncerter og promotionopgaver. Samtidig med at de ting har taget tid, har der også været en vis udskiftning i bandet, som med tilføjelsen af bl.a. The Smiths-guitaristen Johnny Marr for første gang er nået på at blive en sekstet. Alt i alt har det givetvis ikke været en nem sag for gruppen at skulle følge op på successen – og desværre lykkes projektet også kun delvist.

Noget hit på størrelse med “Float On” er der i hvert fald ikke på We Were Dead…, og førstesinglen “Dashboard” lyder til tider som en lidt bleg kopi – også selv om de muntre hornlinjer giver nummerets stædige optimisme et ekstra spark fremad. “Float On” er immervæk også lidt af en perle at skulle leve op til, og i og for sig er “Dashboard” da et ganske fængende nummer. Men det når aldrig op til det niveau, hvor dét alene kan motivere én til at sætte pladen på.

Og lige netop dér har We Were Dead… et betragteligt problem. Der er simpelthen for få mindeværdige sange af den slags, der bliver siddende i hjernebarken – enten pga. en fængende melodi eller evnen til at blive ved med at gøre følelsesmæssigt indtryk. “We’ve Got Everything” har et uomtvisteligt radiopotentiale, men de syntetiske bambus-svirpende programmeringer og de lige lovligt ornamenterede gentagelser i omkvædet smager af, at Modest Mouse har prøvet lidt for hårdt, og det hele ender med at virke en kende hult.

I det hele taget er det, som om Isaac Brock ikke har investeret så meget af sig selv i det nye album – i hvert fald ikke på tekstsiden. Tidligere har der sjældent været langt mellem de sylespidse guldkorn såsom »no one really knows the ones they love / if you knew everything they thought / I bet you’d wish that they’d just shut up,« men denne gang er der ikke meget at komme efter. En linje som »we’ve listened more to life’s end gong than the sound of life’s sweet bells« (“Missed the Boat”) virker f.eks. mere forceret end poetisk.

Tekstmæssigt er der dog smæk for skillingen i den mildt sagt skæve sørøversang, der åbner albummet. Midtvejs i “March Into the Sea” råber Brock brovtende havguderne (eller også er det bare livet i al almindelighed) an: »Let’s shake hands, but soon both hands are gone, ha-ha-ha! … Cut me down like a tree, like the lumber or weeds / well, discard who you please / like the leaves off the trees.« Og så ler Brock ellers sin afsindige piratlatter.

Åbningsnummeret er i øvrigt et af pladens stærkeste, fordi det her lykkes bandet at matche den nærmest brutale kraft i Brocks krogede stemme, så det til sidst bliver en kende klaustrofobisk at høre ham kommandere os alle sammen ud i havet. Mens forsangeren tilsyneladende ikke har lagt så meget af sin sjæl i teksterne, har han til gengæld ikke holdt sig tilbage i vokalboksen. For godt nok er sangene på pladen som helhed ikke på det niveau, hvor Modest Mouse-sange plejer at være, men det næsten skræmmende store følelsesregister Brock spænder over, bruger han stadig glimrende. Det ene øjeblik er han som en ildsprudlende Tom Waits, og det næste lyder han som The Shins-forsangeren James Mercer i et helt afdæmpet øjeblik.

Netop Mercer er manden bag nogle af pladens fineste øjeblikke. Han har lagt korvokaler på tre af sangene, og især i “Missed the Boat” rammer Brock og Mercers stemme hinanden på en måde, så omkvædet bliver hængende. Det absolutte højdepunkt er dog den otte minutter lange “Spitting Venom”, der på én gang fokuseret og dog ganske tøjlesløst udvikler sig igen og igen. Først er det en sammenbidt lejrbålssang uden andet end akustisk guitar; dernæst bliver det til en kraftfuld omgang indierock – og til sidst ender det med en storslået finale med lag-på-lag-vokaler, horn og tynde, fine orgelflader.

Good News for People Who Love Bad News manglede sine steder lidt stringens, men We Were Dead Before the Ship Even Sank savner kort og godt en rød tråd. Og så bliver 64 minutter alt for lang tid – især når der er så langt mellem perlerne.
“Modest Mouse er stadig bedre til at skrive gode end dårlige sange,” konkluderede Undertoners anmelder om 2004-albummet. Den betragtning holder ikke rigtig længere.

★★★☆☆☆

Deltag i debat