Plader

Molia Falls: A Support Entry Title EP

Skrevet af Kasper Würtz

Bortgives: Kedelig, kønsløs instrumental postrock fra svensk kvintet. A Support Entry Title EP indeholder 19 minutters problemfrit forspil til middagsluren. Her er ingen risiko for høreskader eller musikalske gener, og produktet er ideelt til børnefamilier og mennesker ramt af søvnløshed.

En gang imellem støder man på udgivelser, der simpelthen er så pæne, at man får ondt i øjnene i sit desperate forsøg på at finde noget skævt, kantet eller særegent, som berettiger den tid og opmærksomhed, som modtageren har brugt på pladen. Belønningen er ofte en blanding mellem tomhed, skuffelse og irritation og minder mest af alt om et mislykket onaniforsøg. Og det er netop en sådan halv-erigeret frustration, man sidder tilbage med efter at have hørt Molia Falls.

Der findes i øjeblikket et hav af middelmådige postrockplader på et marked, der efterhånden er blevet fuldstændigt uoverskueligt og forædt. Her skiller A Support Entry Title EP sig dog ud. Den ligger nemlig lige under det gennemsnitlige. Det er egentlig ikke, fordi den svenske kvintet spiller dårligt. Deres instrumentale anstrengelser er bare så himmelråbende kedelige, at et reelt forsøg på at råbe mod himlen formentligt ville blive kvalt i et gab, og man fanger sig selv i at føle en enorm lettelse over, at det her kun er en ep.

Om det indledende nummer “Suburbia” henviser til en søvnig forstad, skal være usagt – men træt, det bliver man bestemt af den nysselige guitarmelodi og de sklerose-slappe trommesalver, der egentlig er ret velspillede og skarpe, men som drukner i en flad og uinspireret produktion. “Suburbia” er dog egentlig en helt perfekt introduktion til A Support Entry Title EP, for den er et knivskarpt billede af, hvad der venter lytteren. Det er en slags mælketandspostrock, der får Regner Grasten til at virke avantgardistisk og er harmløs og skånsom mod såvel miljøet som støjallergikere.

“Allay Avril” fortsætter opskriften med lyse guitartoner i centrum, der kører i ring uden at nå et klimaks, og den cirkulære struktur kører videre på “Godalming”, der byder på ep’ens bedste melodi, men som igen mangler højdepunkter. Hvor de allerbedste postrocknumre kan opnå en orgiastisk stormvejrseffekt, hvor strygere og trommer får hele skove til at ryste, så er der knap nok kraft nok i Molia Falls’ udskejelser til at få en epileptiker til at ryste i bukserne. Man savner støjen og det storslåede, som ellers er en af de ting, som genren i sine bedste øjeblikke mestrer.

Den komposition, der skiller sig mest ud er “Exterior Estate”, der nærmest kun består af ambience, knasen og børnestemmer, hvilket har en ganske fint og stemningsfuld effekt, men det er naturligvis ikke optimalt, at et interlude skal stå som et højdepunkt på en 19 minutter lang ep.

A Support Entry Title EP får lytteren til at længes efter selv de kedeligste Mogwai-udgivelser, der i det mindste kunne tilbyde sporadiske momenter med ophidselse og kant. Molia Falls er en kønsløs, kedelig skuffelse, og den overordnede bedømmelse kan ikke leveres meget pænere, end det gøres i tegneserien Over hækken:

Den får to tommelfingre.
På afbryderen.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat