Plader

RTX: Western Xterminator

Skrevet af Lasse Dahl Langbak

Jennifer Herremas Royal Trux-fortid er mindre tydelig på RTX’ anden plade, end den var på debuten, Transmaniacon. Nu er RTX et heavyrockband, der giver genren, som den lød i 80’erne, nyt liv med en hårdtslående, fandenivoldsk og beskidt attitude.

RTX er en forkortelse for Royal Trux, navnet på Jennifer Herrema og Neil Michael Hagertys duo, som op gennem 90’erne indspillede en håndfuld glimrende plader med beskidt og støjende bluesinspireret lofi-rock. Men det er kun Herrema, der gemmer sig bag de tre bogstaver, for efter Royal Trux gik op i røg og Hagerty solo i 2000, har hun dannet et nyt band under navnet RTX sammen med guitaristen Jaimo Welch og trommeslageren Nadav Eisenmann.

På den tre år gamle debut, Transmaniacon, var det tydeligt at høre, at bandet var dannet på resterne af Royal Trux. Det er ikke længere så åbenlyst på plade nummer to, Western Xterminator, som befinder sig inden for en helt anden genre. Væk er inspirationen fra Rolling Stones anno de tidlige 70’ere. Tilbage står debutens tunge guitarriffs. Bare mere markante og hårdere. Western Xterminator er en tidsrejse tilbage til heavyrockens rødder.

Rejsen begynder et helt andet sted. I titelnummeret, der åbner pladen, svæver Jennifer Herrema og en tværfløjte ud i et psykedelisk progrock-univers, som på ingen måde udstikker kursen for resten af pladen. Den er en hårdtslående krabat, der kommer vidt omkring i heavyrockens historie. Turen går fra glamrock i “Black Bananas” via thrash-metal i “Wo-Wo Din” til hair-metal i stadionrockeren “Restoration Sleep”.

Ud fra denne genreudpegning lyder det umiddelbart som skidt pasticherock. Godt nok spiller RTX på heavyrockens klichéer med testosterondunstende guitarriffs og blærende guitarsoli, men ligesom Royal Trux, der udforskede og dekonstruerede dele af den musikalske fortid, er RTX en beskidt og uforlignelig genoplivning af heavyrocken, som den lød i 70’erne og 80’erne. Og undervejs giver RTX en sublim coverversion af Fangs klassiske punknummer “The Money Will Roll Right” fra 1982.

RTX er anderledes end fortidens heavyrock-mastodonter. Ikke mindst på grund af den ofte anvendte digitalisering af Jennifer Herremas hæst snerrende rendestensvokal. Hun har en fandenivoldsk rockvokal, som altid er fascinerende; uanset om hun vælger at være stærkt nærværende eller ufokuseret og fjern. Og den har næppe været mere indtrængende, end den er i “Knightmare & Mane”, RTX’ glimrende bud på en heavyrockplades obligatoriske powerballade. Det hører også med til genren, at spotlyset en gang imellem skal pege på leadguitaristen, som så træder frem og giver en ofte lidt unødvendig guitarsolo. I RTX’ knaldhårde rocksange er intet overflødigt. Jaimo Welch’ ekvilibristiske greb om guitaren er altid essentielle, og som regel er guitarsoloen en integreret del af lydbilledet, da den hvirvler sig ind imellem de store, fængende guitarriffs og Herremas stemme.

På debuten famlede RTX efter deres eget udtryk. Det har de fundet nu, da Jennifer Herrema har vasket Royal Trux-fortiden af sig. Heldigvis er hendes egen mund gået fri, så hun er stadig garant for beskidt rockmusik af den gamle skole. Og med Western Xterminator overbeviser hun til fulde om, at hun også kan sit pensum i heavyrockens historie.

★★★★½☆

Deltag i debat