Plader

Soulsavers: It’s Not How Far You Fall It’s the Way You Land

Skrevet af Jakob Lisbjerg

På Soulsavers seneste album har duoen bedt Mark Lanegan om at lægge stemme til de soul-elektroniske ballader. Hans stemmer er som altid mørk og rusten, men det kniber med grundmaterialets kvalitet. Derfor er der kun få momenter på albummet, hvor musik og vokal i samstemmighed virkelig rammer plet.

Duoen Soulsavers, som består af Ian Glover og Richard Machin, kan lide at arbejde med mandlige sangere. På debutalbummet Tough Guys Don’t Dance var det blandt andet Josh Haden fra nu opløste Spain, der lagde stemme og personligt udtryk til musikken.

På Soulsavers nye album It’s Not How Far You Fall It’s the Way You Land gemmer duoen sig bag Mark Lanegans mørke røst. Og det er i det hele taget hans stemme, der skaber stemningen på albummet – selvfølgelig ligger musikken som en bund for hans vokal, men den bliver som sådan aldrig lige så vedkommende som hans dybe, dystre udtryk.

Soulsavers tager musikalsk udgangspunkt i koryfæ-referencer som Johnny Cash og Velvet Underground, men musikken lyder langtfra som nogen af de to. Soulsavers’ musik er en mere elektronisk, stemningsbåret mørk soul, der – hvis man skal være lidt sarkastisk – ind imellem sagtens kunne være underlægningsmusik til en bilreklame.

Der dukker af og til mere rock op i det lidt for velproducerede lydbillede i form af en guitar – f.eks. på nummeret “Ghost of You & Me” – men det bliver aldrig farligt eller grimt, hvilket de glatte, elektroniske beats også lidt bærer skylden for. “Ghost of You & Me” er et af de numre på albummet, hvor Mark Lanegans stemme er helt nede i den tonale kælder, hvor ruderne klirrer ved hver eneste tone, han frembringer. Men det kan ikke trække nummeret op.

Det overvejende glatte udtryk er nok det sted, hvor skoen trykker mest for Soulsavers. Musikken er meget nem at nyde sammen med eftermiddagskaffen eller den uformelle drink først på aftenen, men vedkommende eller interessant bliver den meget sjældent. Tapetmusik er en meget dækkende betegnelse – eller som en amerikansk fyr skrev på et internetforum: Det er den form for musik, der bliver spillet på natklubber i film.

Enkelte steder rammer musikken dog mere end plet: Åbningsnummeret “Revival” er et storladent gospelnummer med en croonende Mark Lanegan. Nummeret bringer minder om Blurs “Tender”, der også havde en hjerteknugende grandiositet. “Kingdoms of Rain” lyder på den gode måde som en Johnny Cash på hans gamle American Recordings-dage, hvor han vidste, livets slutning ikke lå alt for langt ude i fremtiden. Og den efterfølgende “Through My Souls” er en smuk vuggevise for voksne, og nummeret bider f.eks. mere end den religiøse hymne “Spiritual”.

“Through My Souls” burde være det nummer, der ligesom lukkede albummet, men Soulsavers forsøger forgæves at lukke festen for anden gang med “No Expectations”. Nummeret efterfølges endda med et hemmeligt, meditativt instrumentalnummer, der bare tager pusten helt ud af slutningen. Således ender It’s Not How Far You Fall It’s the Way You Land bogstaveligt talt som en dårlig oplevelse, der smitter af på helheden. De få højdepunkter tidligere på albummet glemmes og drukner også dér i uinteressant baggrundsmusik.

★★½☆☆☆

Deltag i debat