Plader

The Spy in the Mes: And That’s Why I Breathe Through the Illusion of Wanting to Be Used to Be…

Debutalbummet fra den odenseanske duo The Spy in the Mes er en hæsblæsende omgang, der byder på lidt af det hele. Hidsig støj og forsagte aftensange gnubber sig op ad hinanden, og på forunderlig vis ender albummet med at være virkelig velfungerende.

And That’s Why I Breathe Through the Illusion of Wanting to Be Used to Be Wanting to Do er en kort plade. Langt kortere end sin titel, men ligeså underlig og prætentiøs – og så er den betydeligt mere charmerende end titlen. 35 minutter viser displayet, men så må man huske at trække ca. 10 fra, som ikke burde have været en del af pladen, og som utvivlsomt vil lide den frygtelige skæbne, det må være at blive sprunget over, hver evig eneste gang et bare nogenlunde velfungerende menneske skulle få lyst til lidt ørestøj og cirkustummel fra den odenseanske duo The Spy in the Mes.

Pladens underligheder og prætentiøse tendenser hænger sammen. De er vel hinandens årsager. Ambitionerne om at lave noget, som skiller sig ud, er tilsyneladende steget de to bagmænd, Jesper Børjesson og Hasse Mydtskov (The Kissaway Trail), til hovedet på en positiv og kreativ måde. De hopper således i hastigt tempo fra det ene til det andet. Fra det umiddelbart lidt fjollede, over det hurtigt og aggressivt pulserende og så videre til hyggelige godnatsange. Det hele er med.

Mærkeligt nok virker det ganske udmærket. Efter endt gennemlytning sidder man (hvis man da ellers stadig sidder) tilbage med den samme følelse, som 10 kopper kaffe giver – det vil altså sige med en ubændig trang til at lave alt på samme tid, her og nu. Rystende af adrenalin ifører man sig (det hidtil ubrugte) løbetøj, imens man begynder at hælde vand op i opvaskebaljen og finder støvsugeren frem fra skabet. Men al energien forbliver dog ubrugt og må gå i sig selv. I selskab med The Spy in the Mes er det nemlig vanskeligt at fokusere og tænke klart over andet end musikken. Den er opslugende og krævende, og i dét perspektiv er det måske en positiv ting, at pladen er så kort.

Visse dele af alsidigheden er naturligvis bedre end andre. Mange vil nok fra en fjern fortid kunne fremdrage minder om Queen-plader, hvis pompøse stadionrocknumre absolut skulle afbrydes af pjattede interludes. På samme måde virker de få polkafjollerier hos The Spy in the Mes. Trods deres umiddelbare underlegenhed i forhold til singer/songwriter-elementerne og støjseancerne ville man dog ikke være dem foruden. I treenighed komplementerer de tre stilarter hinanden, og pladen ville ikke forekomme så gennemført, hvis det hele ikke var med.

De lidt triste og indlevende aften- og morgensange er pauser fra den evigt kulminerende og punkede støj, men genetablerer også seriøsiteten efter udflugterne til polka-cirkusmanegerne. Pumpende og hurtigt træder det mere beskidte til, når den mægtige energi, som evindeligt gemmer sig under overfladen, ikke længere kan holde sig tilbage og må ud. Og sådan kører de rundt og rundt, afløsende hinanden, når det synes naturligt.

I det hele taget virker And That’s Why… som resultatet af én kort kraftanstrengelse, som det efter lange tiders overvejelser har været nødvendigt at smide fra sig i en rasende og uafbrudt improvisation. Som en forfatter, der pludselig er kommet i tanke om det helt rigtige rim eller den præcise beskrivelse af en følelse, grebet af inspirationen, øjeblikkeligt må nedfælde sine genialiteter, har The Spy in the Mes skyndt sig at forevige inspirationen og de længe ophobede tanker i kompakt form uden omsvøb.

Denne koncentration, det store og brede udtryk på den begrænsede plads, hvor alt unødvendigt er skåret fra, og med elementerne følgende naturligt efter hinanden, giver And That’s Why… samme virkning som en injektion af et eller andet stærkt må have: Tankerne tømmes ud, man samler sin koncentration om dette ene, som er musikken, og vågner først op, når pladen er slut, uden rigtig at kunne huske, hvad der er sket.

Med netop alle disse kvaliteter er det ærgerligt, at pladen afsluttes med 10 minutter nogenlunde ligeligt fordelt mellem stilhed og det 12. nummer, som er en frygtelig sammenblanding af de foregående 11, der ganske enkelt spilles oven i hinanden. Dette “hemmelige nummer” ødelægger – eller skrammer i det mindste – pladens gennemførte idé og ligegyldiggør til en vis grad den ellers gennemgående fokusering på det essentielle.

★★★★½☆

Deltag i debat