Plader

Skúli Sverrisson: Sería

Det islandske pladeselskab 12 Tönar har åbenbart gjort det igen. Denne gang er der tale om en stemningsmættet, underdreven og tidløs udgivelse, der kan nå et godt stykke ind under huden – hvis man ellers giver den lov.

Man kan ikke just sige, at den New York-baserede eksil-islænding og bassist Skúli Sverrisson er en doven mand. Faktisk er “travl” en stærk underdrivelse, for i løbet af Sverrissons karriere har han formået at medvirke på intet mindre end 400 udgivelser. Ifølge pressematerialet er langt størstedelen af disse optagelser endda “af forrygende kvalitet”.

Dette er selvfølgelig uoverskueligt at af- eller bekræfte, medmindre man er indædt Skúli Sverrison-fan eller Skúli Sverrisson selv. Det kvalitative aspekt er dog at spore i hans samarbejde med jazzmusikere som Jim Black og Chris Speed samt ikke mindst med Blonde Redhead, som han blandt andet har akkompagneret på deres kommende 2007-udgivelse, og som oven i købet har doneret guitarist og sanger Amedeo Pace til at give en hånd med på Skúli Sverrisons anden soloudgivelse med den nordisk klingende titel, Sería.

Og nordisk er musikken bestemt. Uendelige snelandskaber, skove, fjelde, varme kilder og bjergtinder dukker op på nethinden i selskab med Skúli Sverrissons stille klangverdener. Samtidig sniger still-billeder af storbyen og lydløs nattetrafik sig sommetider ind og skaber en fin diversitet, der med guitar, bas og dobro gennemgående kendetegner hele pladens sfære – og som samtidig understreger det faktum, at den er indspillet på begge sider af Atlanten.

Udtrykket er blidt, akustisk og melankolsk, og numrene er hovedsageligt instrumentale, med undtagelse af enkelte, vokale gæsteoptrædener fra islandske Ólöf Arnalds og Laurie Anderson. Førstnævntes udfoldelser på “Sungio Eg Gaeti”, “Vaktir Bu” og især “Geislar Hennar” er ualmindeligt smukke. Lyrikken er islandsk, men sprogbarrieren forvandles nærmest til en charmerende fordel i den samklang, der opstår mellem hendes upolerede, lyse vokal og den dissonerende guitar og de skingre strygere, der til sammen skaber en mild og melankolsk fusion, som rammer lige i hjertekulen.

Anderledes, men stadig fængende er “One Night of Swords”, hvor Laurie Andersons dybe, luftige røst reciterer Jorge Luis Borges på et mere rytmisk skarpt, minimalistisk og små-folket underlag. Udtrykket er filmisk, historiefortællende og en lille smule trist, men selv om der i og for sig ikke sker særligt meget, går det musikalske så godt i spænd med det lyriske, at man egentlig ikke sukker efter mere.

Og det er lige præcis på denne hårfine grænse mellem det sparsomme og det detaljerige, at Skúli Sverrisson befinder sig. Selv om disse kompositioner ikke umiddelbart lyder af meget, er der et univers af fine melodier, lyd-eksperimenter, rytmer, antirytmer og elektroniske spidsfindigheder at spore på Seriá.

Ensformighed slipper vi dog desværre ikke helt uden om, og vokal-numrene står da uden tvivl stærkest, mens et par af de instrumentale godt kan savne noget kant og signatur som en modspiller til den endeløse klangstrøm. Når det så er sagt, er dette en plade, der er perfekt at dvæle ved og forsvinde i igen og igen. Dette bliver næppe det sidste, vi kommer til at høre fra Skúli Sverrisson – og ikke bare som gæsteartist på et par hundrede plader mere.

★★★★☆☆

Deltag i debat