Plader

Maria Taylor: Lynn Teeter Flower

Skrevet af Mads Jensen

Maria Taylor er ude med sit andet album. Det er blevet til en pose blandede bolcher fra singer/songwriter-butikken. Nogle numre er energiske på en for genren forfriskende måde, andre mere traditionelle. Bortset fra et par lidt for skæve numre er Lynn Teeter Flower en rigtig god plade.

Azure Ray-sangerinden Maria Taylors andet soloalbum, Lynn Teeter Flower, bliver bedre med antallet af gennemlytninger. I starten virker det ret overfladisk, men det får hurtigt arbejdet sig ind under huden. Stilen er singer/songwriter, men på forskellige steder tilsat både ekstra guitar, mere markante trommer, rap og sågar en meget ung Maria Taylor, der jammer til sidst. Det bidrager til dynamikken på albummet og bevirker, at albummet ikke bliver så ensformigt, som det til tider er tilfældet for old school singer/songwriter-albums. Tempoet og stilen skifter hele tiden – fra det triste og skrøbelige til det mere selvsikre og kraftfulde. Det er også disse nuancer, der gør albummet godt.

Pladen er som en historie, der bliver fortalt. Og det er nok også sådan, den skal forstås. Der er op- og nedture. På pladen som i livet er der tider, hvor man svæver på en lyserød sky, og tider, hvor man synker i et sort hul. Ja, og så er der tider, hvor man bare vil feste og have det sjovt.

“Clean Getaway” lyder som en drøm. Det er trist, men alligevel ikke rigtigt trist. Det hele er meget tvetydigt, og man ved ikke helt, hvordan man skal forholde sig til det – ligesom når man drømmer. »I made my place by the door / I didn’t know what I was waiting for / Felt just like home / Except no grass, no yard, no pictures.« Således åbnes sangen. Taylor fortsætter med at fortælle om venner, der ikke havde ansigter, navne eller stemmer, hun kendte.

Denne tvetydige tekst ledsages af en tusmørkeagtig musik. Det er mørkt, men ikke mørkere end man stadig kan se det meste, og så alligevel mørkt nok til, at synssansen kan narres. Sangen slutter med ordene »I finally made it / I made a clean getaway / And I miss you / I miss you every single day.« Tusmørket fortsætter til det sidste. Man får aldrig rigtig helt fat i betydningen af teksten, men alligevel bliver man rørt af den, af stemningen og i høj grad af Taylors stemme.

I “Irish Goodbye” udsættes man for noget så uventet som et tørt hiphop-beat. Taylors vokal holder sig dog til dét, den er bedst til, nemlig at synge. Til gengæld har hun så tilkaldt forstærkninger til at supplere beatet. Rapperen RIG kommer med en smule rap hen mod slutningen af nummeret. Og det giver helt klart pladen lidt “flava”, om end det nok skiller sig lidt for meget ud fra pladens overordnede udtryk til at give mening i sammenhængen. Det samme gælder det sidste nummer, der vistnok er optagelser af Taylor, der som henholdsvis tre- og femårig jammer over ordene Lynn Teeter Flower. Det er lidt for fjollet, men i det mindste ikke kedeligt.

Bright Eyes-frontmanden Conor Oberst har været med til at skrive “The Ballad of Sean Foley”, som han også synger med på. Det er en god gang folket americana. Et særdeles behageligt nummer, der vil gøre sig godt i de lange, dovne sommerdage, vi forhåbentligt har forude. En støvet og genre-typisk instrumentering og vokaler, der aldrig træder for langt frem på scenen, men holder sig tilbage og nøjes med at supplere instrumenterne, sørger for en behagelig stemning, hvor man hverken forventer eller får nogle overraskelser.

I det store og hele er pladen en god singer/songwriter-udgivelse med mere energi, end man er vant til fra den kant, og det er egentlig ganske forfriskende. Pladen er som en pose blandet slik: Den er god, fordi der er lidt af hvert, men alligevel er der noget, man undgår, fordi det bare ikke er så godt som resten.

★★★★½☆

Lyt til “A Good Start”:
[audio:http://www.saddle-creek.com/sounds/MariaTaylor_AGoodStart.mp3]

Lyt til “Lost Time”:
[audio:http://www.saddle-creek.com/sounds/MariaTaylor_LostTime.mp3]

Deltag i debat