Nyheder

Tori Amos’ pigebande på vej

Tori Amos udgiver sit niende album American Doll Posse på tirsdag, den 1. maj.

Som på Strange Little Girls (2001) har Tori Amos leget med forskellige kvinderoller, og denne gang er temaet endnu mere gennemført. Det nye album er bygget op omkring fem aliasser, der alle er baseret på græske gudinder og kvindelige arketyper, og navnene er Santa, Clyde, Isabel, Tori og Pip. I Tori Amos’ nye video til nummeret “Big Wheel”, kan du møde alle fem.

På sin hjemmeside har den rødhårede furie løbende afsløret detaljer om det 23 numre lange album, og samme sted kan du læse mere om pigerne i den amerikanske dukkegruppe. På Amos’ myspace-side er det også muligt at høre fire numre fra albummet.

Tori Amos drager desuden snart på turné, og hun kommer forbi Falconer Salen på Frederiksberg den 13. juni. Hvis du er interesseret i at finde ud af, om hun har Santa, Clyde, Isabel og Pip med på scenen, kan billetter købes her.

Deltag i debat