Plader

Jens Unmack: Aftenland Express

Skrevet af Mads Jensen

Forventningerne til Jens Unmacks andet soloalbum er høje, og de bliver desværre ikke helt indfriet. Produktionen er så poleret, at den kvæler de ellers gode sange, der dog er for ens til, at pladen kan bære sin længde. Intet af det ændrer dog ved, at her er tale om en rigtig god popudgivelse.

Jens Unmacks solodebut, Vejen hjem fra rocknroll, fik så stor opmærksomhed, at Unmack utvivlsomt må have haft sommerfugle i maven, da han skulle i studiet igen. Umiddelbart kan man godt have ham mistænkt for at have tyndlyttet debuten for at gennemskue, hvad det var, fans og anmeldere var så tossede med. Han har også haft held med at lave et album med de samme kvaliteter som Vejen hjem fra rocknroll. Desværre virker det indimellem, som om han også har stirret sig blind på sit debutalbum. Dele af Aftenland Express fremkalder i hvert fald deja-vu.

Nu er det jo ikke dårligt at lyde som et af de mest roste danske albums i 2005, men det er de numre, der skiller sig ud fra, hvad man kan kalde det overordnede lydbillede, der gør sig bedst. En af favoritterne er “Ensomt Tog”, der lyder mere støvet og ru end den ellers glatte produktion. Vokalen lyder også mere længselsfuld end noget andet sted på pladen. Bortset fra at pladen ikke skratter, emmer nummeret af samme nostalgi som en afspilning af en 78’er. Melodien vækker minder om en ældgammel gang blues fra de varme og fugtige sydstater. Det gør teksten også: »Ensomt tog på et ensomt spor / Jeg har en kuffert med problemer – den er tung og stor / Ingen grund til at leve – lige meget at dø / Ensomt tog på et ensomt spor.« Det lugter meget mere af ‘the blues’ end af Unmacks vanlige storby-poesi, og det er forfriskende at høre, han også mestrer dette udtryk.

Teksterne kan næsten ikke undgå at blive centrale, når man synger på dansk. Derfor virker platheder mere platte og kærlighedserklæringer mere oprigtige. Det taler både for og imod Aftenland Express. I det foregående citat går det ret godt for Unmack. Til gengæld går det mindre godt med førstesinglen “Coke Lovebirds”: »Det suser som hun brusede i hans blod / Da New York var forsvundet ved hans fod / Han savnede ikke Twin Towers – det var forbi,« synger Unmack. Teksten lader altså noget tilbage at ønske. Når ovenstående kluntede lyrik så bliver suppleret med udtryk som »det tager kun få sekunder at fucke sit ry« samt titlen på sangen, bliver det overordnede indtryk, at teksten godt kunne have tålt en ekstra gennemlæsning.

“Coke Lovebirds” er ellers en meget melodisk sang, der som andet nummer er med til at åbne pladen fint. Man har i starten af albummet en fornemmelse af, at man er ombord på et fly, der lettede i regnvejr og nu er kommet op over skyerne, hvor man kan se en blå himmel åbenbare sig. Det er de lette melodier og Nikolaj Nørlunds lyse og velpolerede produktion, der skaber det indtryk. Det virker rigtigt godt i starten, men undervejs bliver man træt af, at lyden er så poleret. Det bliver for meget af det gode, og man kan tage sig selv i at lytte efter smuttere i indspilningen. Ikke for at håne Unmack og Nørlund med fejlene, men fordi de ville gøre pladen mere nærværende. Det er, som om at pladen er blevet så forarbejdet, pudset og poleret, at den undervejs har mistet sin anvendelse. Man er aldrig rigtig “i humør” til Aftenland Express. Den er først rigtig god, når man vurderer som et stykke håndværk. Med få undtagelser bliver man ikke så rørt, som man kunne være blevet, hvis pladen havde fået mere lov til at leve og ikke var blevet så afrundet.

“Aftenland” virker som en lukker. Både teksten og melodien siger “tak for i aften.” Derfor er det mærkeligt, at der er lagt yderligere to numre på efter den. Faktisk ville albummet kun have haft godt af at være blevet barberet i længde. Det er ærgerligt, at Unmack ikke har begrænset sig. Pladen ville have fremstået mere struktureret og varieret, hvis han havde udeladt noget. Man mister interessen undervejs, og det er ærgerligt, for der er som nævnt nogle rigtige perler imellem.

Ser man bort fra produktionen, længden og til tider teksterne, er her dog tale om en god plade, der helt klart befinder sig i den gode ende af danske popudgivelser. Den kunne bare have været endnu bedre.

★★★★☆☆

Om skribenten

Mads Jensen

 

Biografi:

Jeg kom først sent til at høre god musik, om man så må sige. Som lille knægt syntes jeg, at Shakin’ Stevens og Tina Turner var ret godt. Senere var jeg lige inde over lidt euro-dance. Nu er jeg lykkeligvis blevet kureret og hører, hvad jeg vil kalde markant bedre musik. Jeg kommer fra Aalborg, men bor nu i Odense, hvor jeg læser filosofi med engelsk som tilvalgsfag. Mine interesser udover musik er primært litteratur og at skrive. En god diskussion om religion eller udenrigspolitik går jeg heller ikke af vejen for.

 

Hører i øjeblikket:

Santogold: S.t.

- En blanding af alt godt fra den dansable musiks verden. Jeg ved ikke, hvor godt den holder i længden, men lige nu passer den perfekt. MySpace.

Shivvers: Lost Hits From Milwaukees's First Family Of Powerpop: 1979-1982

- Nogen fortalte mig, det her er et godt powerpopalbum, men det kan siges meget kortere. Det er nemlig bare et godt album. Punktum. Det er banalt, sødt, happy-go-lucky og først og fremmest catchy. Det er lyden af alle teenage-forelskelser nogensinde. MySpace

Lisa Lisa & Cult Jam: This Is Cult Jam

- Nu hvor firsene bliver mere trendy by the second, så er det ganske oplagt også at kigge tilbage, når man skal ryste sin moneymaker. Latin freestyle går man aldrig fejl af, hvis man vil have bas og kitsch i stride strømme. Mindst af alle steder hos Lisa Lisa & Cult Jam. Can You Feel the Beat på YouTube.

Slapp Happy: Casablanca Moon

- Avantgarde-pop er det blandt andet blevet kaldt. Og det er både kantet og catchy. Dette album er fra '74, men det kunne ligeså godt være fra i år. Det er bare tidsløs god musik. Man kan fordybe sig idet, men også bare bruge det som baggrund.

Elysian Fields: Queen of the Meadow

- Åh! Den stemme! Så sexet, så lokkende. Elysian Fields kalder selv deres musik for noir rock, og det passer ret godt. Det er meget mørkt, drømmende og ikke mindst behageligt. En oplagt slappe-af-på-sofaen-plade.

 

Fem favoritalbums:

My Bloody Valentine: Loveless

Bruce Springsteen: Ghost of Tom Joad

M.I.A.: Kala

Emmylou Harris: Wrecking Ball

Blondie: Parallel Lines

Skriv et svar